Om akupunktur

Kære Suh
Da jeg i Udfordringen læste om den unge kvinde, der så gerne ville blive gravid, kom jeg i tanke om en artikel, som jeg har læst i ”Familiejournalen” om en kvinde, der ved hjælp af akupunktur hjalp mange med den sag.
Måske kan ”den ulykkelige” få dette tips!
Med venlig hilsen Lisbeth

Kære Lisbeth
Tak for dit indlæg, det er dejligt, at I som læsere kan hjælpe hinanden.
Det er lidt forskelligt, hvordan man forholder sig til brugen af akupunktur, idet nogle forbinder det med østlig filosofi og religion og derfor ikke har lyst til at benytte sig af det. De oplever, at deres tro eller integritet som kristne ville blive kompromitterede, og så er det selvfølgelig ikke en mulighed.
Andre er af den opfattelse, at det blot er endnu et udtryk for, hvor fantastisk Gud har skabt os, og at det ikke betyder det helt store, at det var mennesker i en anden kultur og af en anden religiøs opfattelse, der først forstod dette og derfor gav det navne og begreber som ligger den kristne kultur lidt fjernt. Flere læger og mange jordemødre anvender i dag akupunktur og betragter det som en behandlingsform på lige fod med anden vestlig medicinsk behandling.
Hilsen Suh