Over 50 israelske soldater nægtede at adlyde ordre

Midt under kamphandlingerne mellem Israel og Hamas erklærede over 50 israelske soldater af reserven, at de af samvittighedsgrunde ikke ville adlyde ordre og nægtede at gøre militærtjeneste.

Dette er først kommet frem nu flere uger efter krigens afslutning.

Modstanden mod krigen er kommet til udtryk i åbne breve til udenlandske aviser.

Et åbent brev til bladet “Washington Post” har inspireret flere soldater til at stå frem og nægte ordre, fordi som de siger: “det er ikke deres krig”.

Den israelske oppositionsleder, Arbejderparti-formand Yizhak Herzog, der selv har gjort tjeneste som major i eliteenheden “8200”, har kritiseret denne opfordring til lydighedsnægtelse

De pågældende soldater har givet udtryk for deres mening i et brev stilet til statsminister Benyamin Netanyahu, generalstabschef Benny Gantz og chefen for den militære efterretningstjeneste, Aviv Kochavi:
– Vi nægter at tage del i aktioner mod palæstinensere og afviser at gøre tjeneste som redskab for den militære kontrol over de besatte områder og operationsmetoder på Vestbred-området, hedder det i brevet.

Herzog vedgår, at der er sket fejl, men at den rette vej til at anklage og indlede en drøftelse ikke er ved at opfordre til “ulydighed og skadelig offentliggørelse i udlandet, hvis pris israelske borgere vil betale for”.