’Gudstjeneste er himmel på jord’

Når kristne samles, kommer Guds rige nær og giver mod til at leve som Jesus i verden, sagde Peter Halldorf på en retræte i København. 

Nærvær, koncentration og intensitet. Det kendetegner den svenske retrætepræst Peter Halldorf og præger derfor hans seminar i København lørdag den 6. september 2014.

Ingen sang til at samle de forsamlede. Ingen bøn til at målrette de omkring 40 deltagere. Peter Halldorf går lige på med sine fire lektioner – uden manuskript, men så koncentreret, at man kan skrive en bog ud fra det, han siger.
Peter Halldorf er præst i Pinsekirken og leder det økumeniske kloster Nya Slottet i Bjärka-Säby ved Jönköping i Sverige. Indbydere er organisationen Levende Vand, der ledes af katolikken Grethe Livbjerg. Emnet er ”Gudstjenesten – himmel på jord”.
Og som den præst, han er, lader Peter Halldorf et bibelord sætte rammen for dagen:

”Men I er kommet til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem og til en højtidsskare af engle i tusindtal og en menighed af førstefødte, som er indskrevne i Himlene, og til en dommer, som er alles Gud, og til deres ånder, som er retfærdige og er nået til fuldendelse, og til den nye pagts mellemmand, Jesus, og til bestænkelsens blod, som for-kynder noget bedre end Abels” (Hebr. 12:22-24).

Dødsdage er fødselsdage

– Der er kun én kirke, begynder Peter Halldorf. – Kirken i himlen og kirken på jorden er en og samme kirke. Kirken er den eneste sammenhæng i verden, man ikke kan dø fra. Hernede stryger man et navn af medlemsprotokollen, når personen dør. Men i virkeligheden er vedkommende blot overflyttet fra den lidende kirke til den herliggjorte kirke. Dødsdage er himmelske fødselsdage.
Forsamlingen får ikke meget tid til at smage på ordene, før Peter Halldorf fortsætter:
– Når vi holder gudstjeneste her på jorden, stiger vi i virkeligheden til himmels. Ikke for at flygte fra de jordiske lidelser, men for at himlen skal komme ned på jorden.
Kirken er kaldet til at formidle himlen på jorden, mener han. Men det kan den ikke, hvis kristne aldrig har været der.
– Kristne lever i det himmelske. ”Jeres liv er skjult med Kristus i Gud”, skriver Paulus. Og dette erfarer vi særligt i gudstjenesten. Gudstjenesten er himlen på jorden, fastslår Halldorf.

Gudstjenesten manifesterer det usynlige

”Herrens dag” er en særlig dag, og den er udenfor tiden. ”Kom herop”, sagde Jesus til apostlen Johannes på øen Patmos og lod ham deltage i den himmelske gudstjeneste.
– Derfor siger præster også i dag til deres menigheder: ”Opløft jeres hjerter!” Det er noget af det ældste i kirkens liturgi. Det er Jesus selv, der siger til de forsamlede: ”Kom herop!” Og så stiger vi i gudstjenesten derop, hvor vi hører hjemme – dér, hvor Jesus har beredt en plads for os. Gudstjenesten er en synlig manifestation af vort usynlige liv med Gud i den himmelske dimension. Bordet står på jorden, men det dækkes i himlen. Da bliver det til Herrens måltid. Og vi er omgivet af ”en sky af vidner” i himlen, fortæller Peter Halldorf, der nu har talt sig varm.

Gudstjenestens jødiske rødder

Der står ikke meget i Det Nye Testamente om, hvordan de første kristne fejrede gudstjeneste. Paulus’ breve var ofte irettesættelser og viste, hvordan det ikke skulle være. Der er ingen detaljeret beskrivelse, fordi de kristne kendte gudstjenesten i forvejen.
– Men hos de såkaldte ”apostolske fædre”, dvs. næste generation af apostle, finder vi beskrivelser af gudstjenestens forløb, bl.a. hos Justin Martyr (100 – 165 e.Kr. – red.). Og den har tydelige rødder i den jødiske gudstjeneste. I synagogen var ordet og bønnen centralt placeret. I templet var offertjenesten det centrale. Her skulle ofret etablere fællesskab mellem Gud og mennesker.
Disse forsoningsofre har i dag udspillet deres rolle, fortsætter Peter Halldorf.
– Jesus Kristus har bragt det endelige og fuldkomne offer. Forhænget indtil det allerhelligste i templet revnede og faldt sammen. Og det fejrer vi i det, vi kalder eukaristien, som betyder taksigelse. Det modsvarer templets gudstjeneste og fejrer Messias’ komme, død og opstandelse.

Søndag er opstandelsens dag

Justin Martyr begynder sin fortælling om gudstjenesten med ordene: ”På den dag, som kaldes solens dag…” og henviser til søndag. Ikke for at erstatte sabbatten; den fortsatte de jødekristne med at fejre som et pagttegn mellem Gud og det jødiske folk. Men dagen efter sabbatten samledes de kristne for at bryde brødet. Men hvorfor lige den dag?
– På dagen efter sabbatten samledes kvinderne ved den tomme grav. Herrens dag er opstandelsens dag. Den kaldes af kirkefædrene ”den ottende dag, hvor tiden har aflagt sin slidte kappe og overgår i evigheden”. Gennem dåben er den kristne indtrådt i den ottende dag. Derfor er mange af de første kirker ottekantede. Her har vi forladt den åndelige død, som er nedtrampet og ikke kan gøre skade mere. Den er blot en overgang til det evige liv. Og det evige liv begynder allerede på den anden side af dåben, fortæller Peter Halldorf.

Gud bliver menneske

”I kirken samles vi alle”, fortsætter Justin Martyr. ”Og til dem, der ikke kan komme, sendes gaverne af diakonerne”.
– Alle skulle være med, også de, der måske på grund af sygdom ikke kunne være med. Udeblev man fra gudstjenesten tre søndage uden lovligt forfald, var man automatisk ekskommunikeret!
I takt med at troen på inkarnationen skærpes, bliver kirkens liturgi mere kropslig.
– Gudstjenesten er Kristi inkarnation, dvs. at Gud bliver menneske, virkelig og konkret. Det manifesteres bl.a. i gudstjenestens dragter, røgelse og processioner. Den hvide dragt er et billede på renhed i dåben. Processionen illustrerer, at kristne er pilgrimme på vej – væk fra verden, op mod himlen. Vi er på vandring, og gudstjenesten er en rasteplads på vejen. Her får vi næring, hvile og nyt mod til at fortsætte. Alteret i kirken er et billede på klippen, der henviser til både grotten og graven, hvor Jesus hvilede, da han hhv. blev født og opstod.

Vi er alle præster

Gudstjenesten er en rejse ind i Guds riges dimension, fortsætter Halldorf.
– Præsten siger det, Jesus sagde til disciplene: ”Fred være med jer!” Og forsamlingen svarer: ”Og med din ånd!” Alle deltager, og det er forskellen mellem ceremoni og liturgi. I ceremonier optræder nogle få for et passivt publikum. I liturgien deltager alle aktivt. Ordet liturgi kommer af det latinske ”lei”, som betyder folk. Folket gør tjeneste sammen. Vi er alle præster, liturger, sammen. Liturgien er en manifestation af Guds rige på jorden.
I bogen ”Vær min præst” skriver munken Lev Gillets, at der kun er én præst: Jesus.
– Gennem dåben deltager vi alle i dette præstekald. Og dette kald er nogle sat til at synliggøre: præsterne. Men de er ikke mere end resten af forsamlingen.

Synden giver nåden en anledning

En del af liturgien er syndsbekendelsen, og det er det særlige ved kristendommen, siger Peter Halldorf.
– Gud møder os i syndsbekendelsen og gør dermed synden til en ressource. Vi tør næsten ikke sige det, vel? At Gud kan vende noget så mørkt og forkert til vores fordel. ”Bliver synden stor, bliver nåden end mere overstrømmende rig”, skriver Paulus. Med vort ”amen” gør vi alle bønner til vore egne, og derefter lovsynger vi. Vi kan ikke reagere anderledes!
Et vigtigt begreb i gudstjenestens er ”i dag”. I dag er Jesus født, i dag døde han, i dag opstod han. I liturgien omtales han altid i nutid. Også når det gælder i fremtiden: I dag vil vi ihukomme hans genkomst! Hvordan kan man mindes noget, der ligger ude i fremtiden? Det gør vi, fordi vi i gudstjenesten befinder os udenfor tiden.

Prædiken på 12 minutter

Justin Martyr fortsætter sin beskrivelse af gudstjenesten i den første kirke: ”Man læser op af apostlenes mindeskrifter og profeternes bøger”.
– Oplæseren er Guds mund, så tilhørerne kan høre Guds ord. Vi tror ikke blot, at Bibelen indeholder Guds ord, men at den er Guds ord. Salmernes bog er én lang Kristus-profeti. Hver gang evangeliet oplæses, er Jesus virkelig iblandt os. Han er lyset og taler til os med sin visdom.
Prædiken er ikke et åndeligt foredrag, men en udlægning af teksten, pointerer Peter Halldorf.
– I mine prædikener citerer jeg ikke andet end de bibelske skrifter, hverken kirkefædre eller moderne forfattere. Prædikenen varer omkring 12 minutter. Det, som en præst ikke kan sige på 10-12 minutter, er ikke værd at sige i en messe. Men bibeltimer er noget andet. Prædikenen har ét budskab, én pointe.

Troen er frisk

Prædikenens formål er at give troen næring.
– Tro är en färskvara, forsætter Halldorf på klingende svensk. – Den er frisk; den lever i nuet.
Troen er ikke blot privat, men fælles med hele kirken.
– Det er en tro, som vore forfædre har sat deres lid til. Jeg behøver ikke at bære alting oppe med min egen individuelle tro. Jeg kan hvile på kirkens tro.
Gudstjenesten fejres ikke blot for de tilstedeværende; den fejres for hele verden.
– Ordet liturgi kommer som sagt af det latinske lei, som betyder folk. Liturgien forrettes for hele folket. Derfor beder vi for verden, de lidende, de syge – og først derefter beder vi for vor menighed, vor familie og os selv. Vi rejser os op, når vi beder, som et forenet præsteskab.

Nadveren er Kristi nærvær

Seminarets første lektion er slut. Efter en kort pause fortsætter Peter Halldorf med to lektioner om den liturgi, de bruger på Nya Slottet i Sverige. Liturgien henter elementer fra både den ortodokse kirke i øst og den katolske og protestantiske kirke i vest. Dagen slutter med en lektion i eukaristiens, nadverens, betydning.
– I eukaristien, nadveren, bærer vi hele verden frem for Gud i taksigelse. Alt hvad vi bærer frem, bliver forenet med Gud. Her ofres Kristus, ligesom han dør og opstår for os i dåben.
Og her er det snublende nær at tro, at Kristus ofres på ny, og at hans offer på korset derfor ikke er nok for den troende. Men det er en misforståelse, mener Peter Halldorf:
– Eukaristien er ikke en gentagelse af Kristi offer, men en indtræden i det evige nu, hvor Kristus én gang for alle ofres for verdens synd. Hans offer bliver nærværende. ”Gør det til ihukommelse af mig”, citeres Jesus for at sige. Ordet ihukommelse er det græske ”anæmas” og indebærer overskridelse af tiden. Vi drages ind i frelseshistoriens drama i nuet.
Peter Halldorf drager parallel til noget, de fleste vil nikke genkendende til:
– Når vi mindes en person, tænker vi ikke kun på det, vi ved om personen, men vi ser ham eller hende for os nu. Er det en afdød person, mærker vi smerten nu. Når Jesus siger ”gør dette til ihukommelse af mig”, er han virkelig nær i nuet. Hukommelsen er en grænseoverskridende kraft. Den overskrider tiden. Hukommelsen er den fraværendes nærvær.

Overskrider tid og rum

Når præsten siger ”opløft jeres hjerter”, overskrides ikke kun tiden, men også rummet. Ikke kun billedligt, men virkeligt. For vi bærer himlen indeni os. Kristus sidder ved Faderens højre side i himlen, men han sidder også på tronen i vore hjerter.
– Det er mysteriet. Og det mysterium har vi fejret op gennem hele kirkens historie. Det kan ikke forklares, men kun forstås. Forståelse er nemlig erkendelse, indsigt, fastslår Peter Halldorf.
Men tror vi virkelig på, at brødet og vinen virkelig er Jesu legeme og blod? Er det ikke bare symboler? spørger han retorisk.
– Hertil må vi sige: Når Jesus har sagt: ”Dette er mit legeme, som gives for jer…”, hvordan kan vi så tvivle på det? Det er brød og vin, ja, men i Guds rige er det virkelig hans krop og blod. Og han forvandler vore liv, når vi spiser og drikker det.
Hvordan kan vi tro, at et stykke brød modtager Kristus i virkelig mening?
– Hvis det er sandt, findes der ingen større mystik – uanset hvor meget følelse, tro og hengivelse, vi kan præstere. Det er fantastisk og noget, vi ikke kan undvære. Derfor var eukaristien noget af det vigtigste i den første menighed.

Det levende brød

Kristus er det brød, som er kommet ned fra himlen, fortsætter Peter Halldorf. Da Jesus sammenlignede sig selv med manna i ørkenen, vidste jøderne godt, hvad han talte om.
– Ordet manna kommer af det hebraiske ”man-ho”, som betyder ”Hvad er dette?” Det var et mysterium, at Gud lod brødet regne ned fra himlen som dug på jorden. I Salme 78 læser vi om mannaen som ”engles brød”. Det smagte af honning og gav israelitterne en forsmag på det forjættede land.

Det overnaturlige brød

– I fadervor beder vi en vending, som bibeloversættere kæmper med: ”Giv os i dag vort daglige brød”. Ordet ”daglig” er ”epiousion” på græsk. ”Epi” betyder over eller ovenfra, og ”ousion” betyder væsen eller natur. Vi beder altså: ”Giv os i dag vort overnaturlige brød”.
Dette himmelske brød modtager vi i eukaristien. Dette er det virkelige overnaturlige, supersubstantielle brød. Hvordan kan man leve som kristen uden at deltage i gudstjenesten med ordet, bønnen og eukaristien, som bliver til Kristus i verden?
Gudstjenesten og alt, hvad der foregår i den, er virkelig et stykke himmel på jord, og det erfarede deltagerne uden tvivl også ved seminaret i København. Peter Halldorf formidlede nærvær, koncentration og intensitet af en anden verden.