I himmeriget hædres holdspillere
Redaktør af Frelsens Hærs månedsmagasin, Krigsråbet.
Brasilien havde Neymar. Argentina havde Messi. Tyskland havde et hold.
Groft forenklet var dette en af hemmelighederne bag det tyske fodboldslandsholds succes ved VM i sommer. De optrådte ikke som en flok sammenbragte enere, men som en sammenspillet enhed. En af de danske fodboldeksperter udtrykte det således, da finalekampen var fløjtet af:
– Det hold, der kan stå sammen på banen, angribe som hold, forsvare sig som hold og være en enhed udenfor banen, vinder til sidst.
Fællesskab og fælles bedste
På sin vis en atypisk analyse i en tid, hvor man i mange sammenhænge hylder solisterne, individualisterne og højdespringerne. De, som skiller sig ud fra mængden og går målrettet efter position og prestige. De, som er karrierebevidste, statussøgende og selvrealiserende.
Derfor er også Jesu budskab i bibelteksten atypisk. Med en lettere omskrivning kan man sige, at Jesus havde zebedæussønnerne – en Jakob og en Johannes – men han ønskede sig et hold.
Og betingelsen var klar. Ville man spille med, måtte man indgå i en helhed, hengive sig til et fællesskab og være indstillet på at tjene et fælles bedste.
– Vil man være stor, må man være de andres tjener, lød det.
Ikke ensrettede men ét
Kaldet til enhed er derfor et grundvilkår, ikke blot på den dag, hvor zebedæussønnerne med moderlig assistance bekendtgjorde deres kandidatur til himmerigets topposter, men overalt i Det Nye Testamente.
Derfor hører vi Jesus i sin ypperstepræstelige bøn bede for de troende, ”at de alle må være ét” – og som et ekko i de nytestamentlige breve en appel om at ”fastholde Åndens enhed.”
Ikke en enhed, der skal forveksles med enshed, for vi er alle unikke og enestående skabt. Men skabt til fællesskab med Gud og hverandre. Forpligtet til at sætte os selv til side – og ikke frem – for andre.
– Størst er den, som er alles træl, lyder således fortsættelsen i dagens tekst.
Kristen enhed under pres
Af samme grund møder de selvpromoverende profiler ikke meget forståelse hos Jesus i evangelierne. Som den selvretfærdige farisæer i en af Jesu lignelser, der takker Gud, fordi han ikke er som andre mennesker, mens en afdæmpet tolder på behørig afstand stille sukker: ”Vær mig synder nådig.”
Hovmod går forud for fald, advarer Ordsprogenes bog. Og hovmod er måske et stærkt udtryk. Men det Bibelen viser os, er, at åndelig hovmodighed er den åndelige enheds modsætning.
Hvor jeg-kulturen råder, sættes kristen enhed under pres. Hvor bøn centreres om personlige privilegier, sættes nåden ud af kraft.
Ikke præstation men relation
Derfor er det, Jesus kalder os til ikke præstation, men relation – til Gud og til hinanden. Til at indtage vor plads i nådens rige. Et rige, hvor vi mødes af rummelighed og må vise det samme mod vor næste. Et rige, hvor vi loves bønnesvar, når to og tre beder i enighed. Et rige, hvor vi kaldes til at elske Gud af hele vort hjerte sjæl og sind og vor næste som os selv. Et himmerige af holdspillere.
Og fristes vi som zebedæussønnerne til at søge en plads ved Jesus side, minder dagens ord os om, at den plads kræver tjenersind.
”For Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.”
Søndagens tekst: Matt. 20:20-28
Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk
Lederskab i Guds rige
20Kort efter kom Jakob og Johannes og deres mor hen til Jesus. Moderen knælede ned foran ham og ville bede ham om noget.
21»Hvad vil du?« spurgte Jesus.
»Lov mig, at mine to sønner får hæderspladserne til højre og til venstre for dig, når dit rige bliver oprettet.«
22»I ved ikke, hvad I beder om,« svarede Jesus. Henvendt til Jakob og Johannes fortsatte han: »Kan I tømme det lidelsens bæger, som jeg skal tømme?«
»Ja, det kan vi!«
23»Godt, I skal få lov at tømme det samme bæger. Men det er ikke mig, der afgør, hvem der skal sidde ved min højre og venstre side. Min himmelske Far har allerede bestemt, hvem der skal sidde der.«
24De ti andre disciple blev vrede, da de hørte, hvad de to brødre havde bedt om. 25Men Jesus kaldte dem sammen og sagde: »I ved, hvordan magthaverne i denne verden holder af at herse og hundse med folk, og hvordan de store nyder at vise deres magt over for de små. 26-27Sådan må det ikke være hos jer. De, som gerne vil være store og betydningsfulde iblandt jer, skal være tjenere for alle de andre. 28Menneskesønnen kom jo heller ikke for at lade sig betjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum, for at mange kan blive sat fri.«
