Jeg fortryder int…

Forleden så jeg en film, hvor en kvinde stolt sagde, at hun intet fortrød. Skulle hun leve sit liv om, ville hun gøre nøjagtig det samme. Det ville jeg godt nok ikke…

Hun er ikke den eneste, der siger sådan. Den franske sangerinde Edith Piaf blev verdensberømt på sin slager ”Non, je ne regrette rien” (nej, jeg fortryder intet), selv om man nok skulle synes, hun måtte have noget at angre. Men nej, intet!
Frank Sinatras svanesang kort før hans død var ”I did it my way”, hvor et menneske også stolt holder fast på, at han intet fortryder. I en enkelt linje hedder det ”regrets, I had a few” (der var nogle få ting, jeg fortryder) ”but then again, too few to mention” (men så alligevel – for få til at nævne).

Hvor stort et fjols kan man egentlig være, at man ikke fortryder noget som helst? Og skulle det være noget stort?
Hvem kan se tilbage på sit liv og sige, at de ikke fortryder noget? Det kan da kun være psykopater, der mener, at de altid havde ret og ikke har noget at angre.
Selv om fx Sinatras sang er meget smuk og rørende, så udtrykker den en holdning, som ingen af os kan tillade os.
Vi skal tværtimod stå ved, dét vi har gjort. Tage ansvaret på os. Men at stå frem og påstå, at ”jeg fortryder intet”…?
Ikke mig… Jeg har masser, jeg fortryder. Jeg har dummet mig så mange gange. Sagt noget, jeg ikke skulle have sagt. Grint på de forkerte steder. Været følelsesløs. Forhastet. Dumdristig. Givet andre skylden. Været for hård, for blød. Glemt børnene, såret konen, slået hunden, osv. osv. osv.
Og så er der alle de brølere, man slet ikke taler om…

Sinatra synger stolt om, at han ikke er en mand, der knæler. Jeg knæler gerne. De vigtigste sejre har jeg ikke vundet, når jeg stolt holdt fast på mit, men når jeg bøjede mig og angrede. ”For den, der vinder over sig selv er større end den, der overvinder en hel by,” står der i den gode bog.
De fejlfrie har ikke brug for tilgivelse. Tror de. Men det har vi alle, siger Bibelen.
Og tilgivne syndere er så meget lettere at omgås end dem, der ikke fortryder.