Leeland igen i Danmark

Den kristne amerikanske vokalgruppe Leeland kommer den 9. november til Voxhall i Aarhus.

leeland foto uden tekst

– Siden deres gennembrud I 2006 med pladen ”Sound of Melodies” er Leeland blevet en af de mest gennemtrængende stemmer indenfor den nye generation af lovsangsmusik, fortæller Dyveke Nepper fra Glow, som arrangerer koncerten.
Med 4 Grammy-nomineringer og 8 Dove Award-nomineringer har de slået deres navn og talent fast.
De har tourneret fuldtids de sidste 8 år og spillet overalt i USA, men også haft mange tourneer i resten af verden, fortæller hun.
Sidst de gæstede Voxhall var i 2010, og bandet har siden udgivet to album, ”The Great Awakening” og “Christ Be All Around Me”.
– Når de denne gang besøger os, vil Nicolai Sørensen sammen med sit band fyre op under festen med lovsang, inden Leeland går på. Det bliver en aften med masser af energi, lovsang, fællesskab og fest, lover Dyveke.

17-årigt talent
Kun 17 år gammel kunne Leeland Mooring bidrage til hele 7 sange på Michael W. Smiths album Stand, der udkom i 2006.
Leeland kommer fra Baytown, Texas i USA. Musikstilen bevæger sig i et felt mellem melodisk rock og britpop.

Unge er faret vild
Leeland lægger ikke skjul på, hvad de vil med deres musik.
”Så mange unge er faret vild, når det handler om at have et sandt forhold til Gud, selv de der går i kirke. Vores hovedformål, når vi spiller, er at tale til vores generation”, forklarer Leeland Mooring.
Billetter sælges via www.voxhall.dk og man kan også tjekke facebook.com/glow.dk.