Netanyahu til FN for at “gendrive Abba´s løgne”
Den israelske statsminister Benyamin Netanyahu er taget til FN i New York for at “gendrive den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas’ løgne og injurier” og for at bekæmpe Irans atomvåbenprogram.
Den israelske regeringsleder skal tale til FN’s generalforsamling og mødes med præsident Barack Obama i Washington.
Ved sin afrejse fra Israel sagde Netanyahu:
– Efter den iranske præsidents vildledende tale og Abbas’ ophidsende ord vil jeg fortælle sandheden om Israels borgere til hele verden – jeg vil tilbagevise de usandheder og æreskrænkelser, der er rettet mod vores land.
På mødet med Obama onsdag vil Netanyahu drøfte såvel Irans atomplaner som den nedfrosne fredsproces med palæstinenserne og de internationale bestræbelser på at bekæmpe ISIS.
Det hvide Hus’ pressesekretær, Josh Earnest, siger, at Obama ser frem til at mødes med Netanyahu.
– Netanyahus besøg viser de dybe og varige bånd mellem USA og Israel og vores nære drøftelser om en række regionale anliggender, siger Earnest.
I New York vil Netanyahu mødes med FN-generalsekretær Ban Ki-moon og den indiske statsminister Narendra Modi.
Det bliver første gang i over et årti, at statsministrene fra Israel og Indien mødes.