Baptister fejrer 175 år
Baptisterne blev forfulgt i Danmark, da de for 175 år siden oprettede den første kirke.
”Kom nu videre!” siger Baptisterne til hinanden og ser fremad. I disse dage har de besøg af teams fra International Commission, der er med til at fejre lokale kirkers markering af 175-året for Danmarks første baptistkirke.
Den 27. oktober er det præcis 175 år siden, at de første danske baptister blev døbt, og tre dage senere var Danmarks første baptistkirke en realitet. I disse uger fejres jubilæet i mange lokale baptistkirker rundt i landet.
– Vi har valgt udtrykket ”Kom nu videre” for at markere, at vi selvfølgelig ærer det, der ligger forud, men vi vil være i nuet og se, hvad fremtiden kræver af os. Have udsyn og se på muligheder i stedet for begrænsninger, siger Lone Møller-Hansen, Generalsekretær i Baptistkirken i Danmark.
Markerer første frikirke i Norden
Kirkesamfundet har valgt at invitere de øvrige frikirkesamfund med i jubilæet, da det også er en markering af dannelsen af Danmarks første frikirke og den første frikirke i Norden på et tidspunkt, hvor man ikke kendte til religionsfrihed i Danmark.
– Jeg ser det ikke bare som Baptistkirkens jubilæum, men enhver lokal frikirke kan være stolt af, at vi som frikirker turde følge den indre overbevisning, og at vi også var med til at presse på for, at der kom en grundlov med de rettigheder, vi kender i dag.
Netop det lokale islæt er i fokus i frikirkernes markering af 175-års jubilæet. Godt nok var der en fælles højtidelighed på Missionsforbundets og baptisternes fælles sommerstævne i juli, men i ugerne op til selve jubilæumsdagen foregår alle markeringer lokalt. For over et halvt år siden lå der et idékatalog klar til de lokale kirker om, hvordan man kunne bruge jubilæet til at tage nye skridt ud i lokalsamfundet.
– Nu er der rigtig, rigtig mange begivenheder i de lokale kirker. Vi har bevidst valgt at udnytte denne fejring missionalt og har udfordret menighederne til at være kreative i deres tænkning, siger generalsekretæren.
Internationale teams bakker op
Til at give ekstra styrke til de lokale initiativer har Baptistkirken inviteret et team fra organisationen International Commission, som fordelt på flere teams stiller sig til rådighed og medvirker til de lokale kirkers initiativer. Jerry Byrd, som er bevægelsens koordinator for Vesteuropa, var i Danmark sidste år for at lave et pilotprojekt og er kommet igen med 16 deltagere fra USA, Letland og Belgien, som stiller ekstra hænder og fødder til rådighed.
– Danskerne er ret private omkring deres tro, og derfor kan det sommetider være nemmere at tale med en udlænding. Vi synes, det er spændende at komme til Danmark og dele vores tro med dem, der er her, og hjælpe menighederne med at fejre jubilæum, siger Jerry Byrd, der oplever, at teamet også får noget med sig hjem.
– Vi kommer jo ikke, som hvis du bare får nogen til at male dit hus og så betaler dem. Nej det skal mere sammenlignes med at have brødre på besøg, der gør arbejdet sammen. Vi får alle noget ud af det. Vi lærer noget undervejs.
Det er typisk for Baptistkirken at udnytte internationale relationer. Baptistkirken er på verdensplan det største protestantiske trossamfund med ca. 100 mio. baptister. I Danmark er der 5.200 medlemmer af i alt 54 baptistkirker.
Som et af mange lokale arrangementer vil Baptisternes jubilæum også blive markeret på selve dagen ved mindestenen i Lersøparken i Københavns Nordvestkvarter, hvor Lersøen i sin tid lå. Stedet, der den 27. oktober 1839 lagde vand til dåben af de første danske baptister.
Bobjerg