De statsanerkendte rebeller

Den første danske baptistleder var gravør P.C. Mønster. Han skrev i 1840 den første begæring om fuld religionsfrihed for alle danskere. Sjællands lutherske biskop sørgede for, at hans ansøgning aldrig blev forelagt stænderforsamlingen i Roskilde.
Den første danske baptistleder var gravør P.C. Mønster. Han skrev i 1840 den første begæring om fuld religionsfrihed for alle danskere. Sjællands lutherske biskop sørgede for, at hans ansøgning aldrig blev forelagt stænderforsamlingen i Roskilde.

Trosfrihed var et ukendt begreb i 1800-tallets Danmark under enevælden og præstevældet. Det mærkede Peder Christian Mønster på sin egen krop. Han tilbragte 2 år i fængslet. Hans anmodning om trosfrihed blev gemt bort – og først fundet frem af gemmerne i 1999.

Der var meget, der kunne tale for, at baptisterne aldrig havde fået fodfæste i Danmark – eller i hvert fald ikke for 175 år siden.

De første ti år blev baptisterne forfulgt af myndighederne. Det var i enevældens og præstevældens tid, hvor præst og betjent sammen gik ud i baptisthjemmene og tvangsdøbte børnene. For det var ulovligt ikke at være medlem af den lutherske statskirke.
De fattige baptistledere blev udpantet og smidt i fængsel. Peder Christian Mønster, den første danske menighedsleder, tilbragte således sammenlagt to år i fængsel, hvilket ødelagde hans lille gravørforretning i København.
Han var en af de 11, der en tidlig, kold søndag morgen den 27. oktober 1839 blev døbt i Lersøen, der dengang lå udenfor København. Nu er søen væk, men i Lersøparken, som ligger på Nørrebro, er der en mindesten over disse første, som trodsede stat og kirke for at følge deres overbevisning. Deres anliggende var frihed for alle! At der ingen myndighed er mellem den enkelte og Gud, at dåb følger efter bekendelsen af troen på Jesus Kristus, og at menigheden består af dem, der er døbt – vel at mærke med en troendes dåb.

Baptist gennem bibellæsning

Det var et sjovt sammentræf, som gjorde, at den lille gruppe bibellæsere omkring Mønster blev baptister. En fynsk jøde, Julius Købner, var taget til Hamborg, hvor han blev kristen og siden baptist, da han mødte den legendariske tyske baptistleder Johann Oncken.
Han blev sommeren 1839 sendt tilbage til Fyn, og her hørte han om Mønsters kreds i København, fandt ham, og han fortalte om baptisternes tro.
Mønster havde ingen anelse om, at der fandtes kristne af samme overbevisning som ham selv i både USA, England og Tyskland. Han besluttede at blive døbt, og det skete så i oktober samme år. Da kom Oncken til København sammen med Købner og døbte den lille gruppe af mænd og kvinder. Tre dage senere stiftede de den første frikirke i Danmark, Dåbsmenigheden i København.
Mønster var en begavet mand. Bistået af baptister fra England skrev han den første anmodning om religionsfrihed i Danmark. Han sendte den til stænderforsamlingen i Roskilde. Her faldt den imidlertid i hænderne på fritænkernes største modstander, der næsten var navnebror, biskop Mynster. Han arkiverede den under ubehandlede sager, hvor den faktisk befandt sig som hengemt indtil 1999!
Sammen med andre gode kræfter kæmpede baptisterne altså for den religionsfrihed, som grundloven skænkede i 1849. Blandt frontkæmperne var også Grundtvig, der netop i 1839 – hvilket skuffede Mønster meget – endte med at blive i Folkekirken.

Fællesskab med tyske trossøskende!

Men det var altså ikke kun pres fra myndighederne, der skulle true den spæde frikirke. De danske baptister blev en del af det tyske baptist-forbund, ret sigende kaldet Forbundet af de døbte kristnes menigheder i Tyskland og Danmark.
Men forholdet til nabolandet blev mere og mere anstrengt de kommende år – det fremgår også af den tv-serie, der lige nu kører over skærmen søndag aften i DR, ’1864’, men netop efter krigen blev det et stigende problem at være i ’det tyske forbund’.

Emigrerede til USA

Mange danske baptister emigrerede fra 1852 – pga. fattigdom og religiøs chikane – til USA, og hermed blev fokus flyttet. De første unge danske mænd tog i 1884 ’over there’ for at blive uddannet til baptistpræster. Langsomt opløstes ’det tyske forbund’, og baptisterne i Danmark blev herre i eget hus i 1888. Baptisterne havde fået fælles salmebog i 1870, og et fælles blad opstod så tidligt som i 1854.

Statsanerkendelsen

Samtidig søgte baptisterne om anerkendelse fra staten allerede i 1855 og 1863, og senere igen i 1902. Det udelukkede ikke en indædt insisteren på at være anderledes end folkekirken. Længe var der modstand mod fx barnevelsignelse, alene fordi det ikke måtte ligne en barnedåb.
I 1952 blev Det Danske Baptistsamfund et anerkendt trossamfund og fik både ret og pligt til at føre kirkebøger.
De seneste år har BaptistKirken – som kirkesamfundet har heddet siden 2000 – så brugt mange kræfter på at komme af med dem igen – hvilket altså skete i 2013. Vel at mærke uden at BaptistKirken mistede sin statsanerkendelse.

Anerkendelse vigtig

Paradoksalt nok har anerkendelsen været vigtig, på trods af at en af baptisternes mærkesager er adskillelse af kirke og stat. Men forholdene for baptister – og andre kristne – rundt om i verden har vist, at anerkendelse kan være livsvigtig. Diskrimination har været, ja er, udbredt – som vi i Danmark oplevede det i 1839-49. Faktisk kunne en lærer, der var baptist, indtil 1966 ikke undervise i religion i folkeskolen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Åbent nadverbord også for andre kristne

At ville være anerkendt kræver også, at man selv anerkender. I 1932 begyndte baptisterne at åbne deres nadverbord for andre kristne. Med det overførte medlemskab, som blev en realitet i 1984, anerkendtes også andre kirkers dåb, herunder barnedåben. I over 75 pct. af de danske baptistmenigheder kræves der ikke længere (gen-)dåb for at blive medlem.

Den personlige tro
’Baptisterne’ malet af den svenske kunstmaler Gustaf Cederström. Billedet er fra 1850’erne og viser baptister, der ulovligt mødes ved daggry for at blive døbt. Først med grundloven i 1849 fik baptisterne ligesom andre trosfrihed.
’Baptisterne’ malet af den svenske kunstmaler Gustaf Cederström. Billedet er fra 1850’erne og viser baptister, der ulovligt mødes ved daggry for at blive døbt. Først med grundloven i 1849 fik baptisterne ligesom andre trosfrihed.

Mærkesagerne for baptisterne udspringer af den fundamentale personlige tro, som hører sammen med dåbssynet. Det bør altid være den enkelte, der vælger personligt at følge Jesus og blive hans discipel – en overbevisning, som udspringer af bibellæsning og bøn.
Deraf følger naturligt et engagement – både indadtil i en menighed og udadtil i forhold til andre mennesker. Oncken sagde: ”hver baptist en missionær”. Samtidig er der et personligt kald til at tage socialt ansvar for mennesker i samfundets periferi. Også derfor er der mange baptister, som er politisk aktive – ikke mindst på lokalt plan.

Demokrati og Helligånd

Dåbssynet hænger nøje sammen med baptisternes kirkesyn. Kirken er Guds redskab i verden. Kirken består af mennesker, som er kommet til personlig tro og derfor tager ansvar.
Menigheden er ligesom den enkelte kristne ansvarlig overfor Gud, og faktisk Gud alene. Menighedsmødet er den øverste myndighed – men demokratiet er ikke som i en hvilken som helst forening. Beslutninger tages – ideelt – efter grundig samtale og under Helligåndens vejledning. Og den enkelte menighed er suveræn. Betaler selv for alle udgifter til deres kirker og præster.
Der er dog ting, som det er bedst at gøre i fællesskab – og her kommer BaptistKirken ind i billedet, omkring fælles opgaver, som de enkelte menigheder ikke kan løfte enkeltvis, fx medlemskab af nationale fællesskaber med andre kristne og international mission.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Rettigheder medfører også frihed for andre

Det baptistiske menneskesyn – at alle mennesker er skabt lige og med lige rettigheder – medfører også kampen for frihed og lige vilkår – vel at mærke for alle. Derfor kæmper baptister verden over – også igennem Baptisternes Verdensalliance – for menneskerettigheder og mod al uretfærdighed, uanset hvem den begås imod. I Danmark må baptisterne derfor være fortalere for muslimernes ret til at bygge moskeer og indrette kirkegårde, men det betyder ikke, at vi skal betale for dem!

Af Lone Møller-Hansen
generalsekretær
i Baptistkirken