Bønner og græsplæner

Jeg har et underligt forhold til min græsplæne.

Når den er nyslået, fylder den mig med glæde. Det ser pænt ud, det dufter skønt, man kan se, hvad man jokker på, hvilket er ret praktisk med to hunde, og jeg kan med tilfredshed tænke på, at nu varer det et stykke tid, før den skal slås igen. Hvis jeg selv har slået den, kan jeg oven i købet let bilde mig ind, at jeg har forbrændt – og dermed fortjent – mindst en halv chokoladebar.
Når jeg nu ved alt det dejlige, jeg forbinder med en nyslået græsplæne, hvordan kan det så være, at jeg nærmest bliver irriteret, når jeg allerede fem dage efter kan konstatere, at den ser vild og utæmmet ud igen? Hvorfor tænker min hjerne kun på de fyrre minutters sved på panden i stedet for at fokusere på frugterne, jeg kan nyde bagefter?
Nogle gange har jeg det på samme måde med min tid i bøn. Når man står midt i den sparsomme hjemmetid, kan det virke uoverskueligt at sætte bare tyve minutter af til at gå i enrum med sin bibel under armen. Der bliver flittigt diskuteret hjernecellerne imellem, om ikke kartoflerne, vasketøjet eller Ludospillet burde prioriteres først… Jeg kan jo altid bede senere…
Når det så lykkes at få tid i enrum, sammen med min FAR, kan jeg kun fyldes af glæde og undren. Tænk at han også kunne lære mig nyt i dag, tænk at det bibelvers, jeg har læst så tit, pludselig blev levende og talte ind i et af mit livs store spørgsmål, tænk at han brugte tid på at trøste mig, selvom jeg lige havde prioriteret kartoflerne højere end ham.

Tænk at han aldrig bliver træt af mig, selvom jeg ofte bliver vild og utæmmet.