Du kan også se englene

Præsten og forfatteren Gary Oates (’Åbn mine øjne’) besøgte Udfordringen sammen med Anders Jakobsen, Aars Frikirke, som fik ham til landet.

Det, jeg har bemærket i Danmark, er en stor hunger efter åndelige realiteter, siger Gary Oates.

– Folk er seriøse. De er trætte af religion og traditioner, men de ønsker åndelige realiteter. De ønsker at opleve Gud følbare nærvær.
Gary Oates er i Danmark for tredje gang. Han har talt i frikirkemenigheder i Thisted, Aars og Haderslev, og i weekenden taler han ved en konference i Blåhøj. Og han skal også tale ved frikirkepræsternes døgn på Vingsted-centret.

Dansk forbindelse
– Hvordan gik det til, at du kom til Danmark?

– Det skyldes Anders, svarer han og giver ordet til Anders Jakobsen, som er leder af Aars Frikirke. Anders forklarer:
– Jeg var engang i 1997 Pensacola sammen med Flemming Mølhede (nu præst i Vineyard København). Vi ville gerne i en Vineyard kirke og fandt den kirke i Tallahassee, hvor Gary Oates var præst. Han inviterede os ud at spise.
En del år senere fik jeg tilfældigt en bog af min svoger, som handlede om engle. Han troede ikke meget på den slags, men det vidste han, at jeg gjorde.
Da jeg læste bogen, viste det sig, at Gary Oates havde skrevet den. Jeg fik nu igen kontakt med Gary og vi fik bogen oversat til dansk. (”Åbn mine øjne”, forlaget Scandinavia.)
Gary har nu været på besøg tre gange, og vi har haft meget gavn af hans besøg, fortæller Anders Jakobsen.
Bibeltro – og blind
– I din bog fortæller du om, hvordan du selv først var imod de åndelige manifestationer, men senere oplevede du meget stærke tegn selv…
– Ja, jeg var jo baptistpræst, og jeg brugte meget tid på at holde gang i kirken. Jeg studerede meget om Gud, men havde ikke tid til at bruge tid sammen med Gud. Det syntes bare som spild af tid.
Jeg tilhørte sydstatsbaptisterne, som selv mener, at de er meget bibeltro. ”Vi tror på Bibelen fra ende til anden!” siger de. Men sagen er, at man som ’bibeltro’ ofte udvælger det, der passer ind i ens doktriner og udelader det, der siger noget andet. Man springer fx let hen over Korinterbrevet kapitel 12, fordi det handler om de åndelige nådegaver og tjenester. Så læser man med stor interesse kapitel 13, fordi det handler om kærlighed, men springer så let hen over kapitel 14, som handler om tungetale og profeti, ler Gary hjerteligt.
– Jeg troede selv, at den slags nådegaver kun fandtes i de første menigheder.
Jeg prædikede selv imod det karismatiske, for jeg var jo oplært til at tro, at hvis man oplevede noget overnaturligt, så var det sikkert Djævelen, der var på spil…

Øjenåbner-rejse
– Men så tog du til Brasilien?
– Ja, jeg hørte om de fantastiske tegn, som foregik dernede, og jeg var træt af kun at høre om det. Jeg ville selv se det
Jeg tog med Randy Clark, en anden baptist, som havde oplevet, at det overnaturlige ikke var forbi. Jeg var med Randy i Brasilien tre gange.
Den første gang bad jeg for en person, som var lammet, og vedkommende blev fuldstændig helbredt.
Den sidste gang var min hustru også med. På den tur begyndte vi begge at se engle. Jeg fik åbnet mine øjne for den åndelige virkelighed.

Så engle
– Og du så rigtige engle?
– Ja, jeg har set massevis af engle. Både for mit indre blik og med mit naturlige syn.
– Hvordan ser engle ud?
– Nogle af dem var som lys, der bevægede sig hastigt. Andre så jeg som en person foran mig, ligesom jeg nu ser dig. Nogle var ganske små, mens andre var kæmpestore.
Den anden aften i Aars under lovsangen så jeg pludselig, at rummet var fyldt med engle. Det var tæt pakket. De var overalt.

At se det usynlige
– Hvorfor er det nødvendigt for os at opleve det åndelige og ikke kun det intellektuelle?
– Det er det, fordi vi så bedre kan forstå Gud og bedre samarbejde med Ham.
Bibelen siger, at vi lever ikke kun for det synlige, som vil forsvinde, men for det usynlige, som varer evigt.
Derfor må vi have åbnet øjnene for det usynlige – for Guds usynlige rige i blandt os.
Som præst var jeg meget frustreret og undrede mig over Gud. Hvorfor gjorde han ikke noget ved alle de problemer, jeg så. Og hvad skulle jeg stille op?
Men da jeg fik åbnet mine åndelige øjne og begyndte at se, hvad Gud gjorde, når vi bad eller lovsang, så forstod jeg bedre, hvad der skete.
Jeg forstod, at vores bøn og lovsang havde en reel betydning i den åndelige verden.
Engang så jeg, hvordan krigs-engle for frem og tilbage oppe under loftet.
– Hvordan kunne du se, at det var krigsengle?
– De bar flammende sværd og lignede krigere.

Gør kun som Faderen
– Jesus siger i Johannes evangeliet, at han kun gør det, som han ser Faderen gøre. Det er en meget vigtig sætning. Og senere i 1. Johs. brev læser vi, at som Han er, sådan er vi.
Når vi ser, hvad Faderen gør, så véd vi bedre, hvad vi selv skal gøre for at passe ind og samarbejde.
Min hustru så engang en engel stå bagved en person og puste ham tre gange i nakken. Hun gik derefter hen bag manden og pustede ham i nakken. Han faldt om, fordi han blev ramt af Guds ånd. Og bagefter viste det sig, at han var blevet helbredt for svære skader i hovedet, som han havde pådraget sig under elektro-chock behandling. Han kunne ikke koncentrere sig, kunne ikke huske, havde mistet en del af sin personlighed osv. Og det havde stået på i flere år.
Men på et øjeblik blev han helbredt for det hele – fordi min hustru så, hvad englen gjorde og derefter gjorde det samme.

Kan vi opleve det?
– Kan vi andre opleve mere af Guds nærvær?
– Ja. Det gælder om at prioritere tid sammen med Gud. Bibellæsning er godt. Men vi skal også tage os tid til blot at være sammen med Gud. Uden at foretage os andet.
Vi må indse værdien af det. De fleste af os er ligesom Marta, der har så travlt med alt Guds arbejde i kirken. Men Jesus sagde, at Maria havde valgt rigtigt, da hun valgte bare at sidde ved Jesu fødder og lytte til ham.
Ud af samværet med Gud modtager vi salvelse, og ud af samværet vokser mirakler, profeti, kunskabsord osv.
Og livet og tjenesten bliver meget lettere, når vi ikke bøvler med vores eget, men efterligner, hvad vi ser Gud gøre.
– Hvad er problemet så?
– Hjertet vil gerne, men kødet gider ikke… Ofte er det først i kriser, vi søger Gud. Vi må lære at søge Gud hver dag.

På Udfordringen
Gary Oates besøgte Udfordringen kort før deadline tirsdag, fordi han gerne ville se Brødremenighedens gamle by Christiansfeld. Selv er han – efter en guddommelig inspiration – flyttet fra Florida til Moravian Falls i North Carolina.

Moravian Falls
Stedet blev købt af Brødremenighedens pionerer i 1700-tallet, men blev siden forladt, da bevægelsen stivnede. Men så modtog kirkelederen Rick Joyner (Morningstar) nogle præcise profetiske ord fra uafhængige personer om at erhverve stedet, som han ikke kendte. I dag er det et retrætested, hvor kristne kommer for at bede og søge Gud. Her er også en bibelskole m.m. som sender missionærer ud efter de samme idealer, som Brødremenigheden havde, da det var en fornyelsesbevægelse.
Derfor ville Gary Oates gerne se Christiansfeld. Han så ingen engle, men han fornemmede et nærvær af Gud, da han besøgte den gamle kirke, som har været samlingssted for forkyndelse, bøn, mission og fornyelse i to århundreder.