Flot debut
Moderne melodisk folkemusik i høj kvalitet med lyrik, som vækker eftertænksomhed. Det er kort fortalt, hvad bandet Northern Assembly har leveret med deres første EP, som kom frisk fra ovnen i fredags.
Bag bandet står Dina Christiansen og Andreas Bevan, som suppleres af Jens Hedegaard og Jesper Smalbro.
EP’en, som blot indeholder fem numre, skyder sig selv i gang med sangen ”Ecclesiastes”. Det er intet mindre end et fantastisk nummer, som efter blot få gennemlytninger føles som en gammel ven, der kommer mig i møde og omfavner mig med et helt musikalsk og lyrisk univers. Trommernes insisteren, versets melodi, tekstens dybde – det hele spiller tæt sammen.
Dina og Andreas fortæller, at de ønsker at skrive musik, som hverken er lovsang eller evangelisation, men som vidner om Guds nåde og deres liv med ham på en måde, så alle kan forholde sig til det. Det ser jeg som noget af det fineste ved deres musik. De rammer i høj grad hovedet på sømmet lyrisk. Gud er ikke gemt væk i deres tekster, men bliver heller ikke proppet ned i halsen på de uinteresserede.
Et andet højdepunkt på EP’en er sang nr to. I omkvædet væver Dina og Andreas’ stemmer sig nærmest overnaturligt ind i hinanden til denne almenmenneskelige tekst, som har et drys af det guddommelige i sig:
Rules don’t apply to you / When you’re around I’m see through / Through the pain of my window/ I’ts you I trust / Even when things turn to dust.
De sidste tre numre på cd’en er også kvalitetsstærke, men de tager længere tid at lytte sig ind på, end de to første, som går lige i hjertet.
Alligevel sidder jeg med følelsen af, at jeg hele tiden vil høre mere, og at fem numre er alt for lidt. Northern Assembly er godt selskab hele vejen rundt, uden at jeg føler mig fyldt med tomme kalorier. De rammer balancen mellem tilgængelighed og indhold på fineste vis.
De bedste anbefalinger herfra, hvad enten du er ung med hipstertilbøjeligheder, musikelsker eller bare menneske med åbne ører i al almindelighed.