Forebyggelse af ebola i DRC
I Den Demokratiske Republik Congo (DRC) har regeringen bekræftet 24 tilfælde af ebola. Nu er MAF (Mission Aviation Fellowship) i højeste beredskab for at hjælpe med forebyggelse og hospitalsudstyr.
MAF-pilot David Francis rapporterer fra flybasen i Kinshasa, at der netop er fløjet personale og udstyr for Læger uden Grænser til Boende. Forsyningerne omfatter støvler, masker, handsker, kitler, mikroskoper og flydende kvælstof til nedfrysning af prøver.
DRC’s sundhedsministerium har tidligere bekræftet udbrud af Ebola-virus sygdom (EVD) i Equateur-provinsen. Ifølge rapporten blev der identificeret 24 tilfælde, herunder 13 dødsfald.
MAF har 9 fly i DRC, der opererer fra baser i Kinshasa, Lubumbashi, Bunia, og Nyankunde.
Flere smittede i DRC
Tallene fra Den Demokratiske Republik Congo’s sundhedsministerium er dog ret lave sammenlignet med andre statistikker. Ifølge Center for Disease Control and Prevention (CDC) var der den 9. oktober 68 tilfælde af ebola-sygdommen i DRC, og 49 skulle være døde af sygdommen.
Samtidig understrege CDC, at udbruddet i DRC ikke er relateret til dette års ebola-udbrud i Vestafrika.