Gospel flyttes til Sønderjyllandshallen

Julie Lidell og hendes band fra København synger for og med deltagerne i Sønderjyllandshallen ved afslutningskoncerten søndag den 9. november.
Julie Lidell og hendes band fra København synger for og med deltagerne i Sønderjyllandshallen ved afslutningskoncerten søndag den 9. november.

Den årlige, traditionelle gospelworkshop fra Sct. Nicolai Kirke flytter i år til Sønderjyllandshallen, hvor den foregår lørdag den 8. og søndag den 9. november.

Et udvalg under det lokale GospelOaks valgte at flytte arrangementet, fordi man forventer, at der ikke vil være plads i kirken til alle deltagerne. Samtidig er flytningen et signal om, at gospelsang er noget for alle, uanset baggrund.
Hele Aabenraa og omegn er inviteret til et brag af en fælles sangfest, skriver arrangørerne.

Syng med Julie Lidell

Noget af repertoiret vil være kendte gospelklassikere som Oh, happy day, Amazing grace, He’s got the whole world, blandet med nye gospelhits, som deltagerne kan glæde sig til at stifte bekendtskab med.
For at hjælpe deltagerne godt og trygt ind i gospelmusikkens verden har arrangørerne denne gang haft held til at booke Julie Lindell. Den lokale korleder Torben S. Callesen vil instruere koret i nogle af gospelklassikerne.
Aabenraa Kommune har betalt bookingen af Sønderjyllandshallen. Lørdag aften giver Julie intim-koncert for deltagerne for en lille merpris til forplejningen. Arrangementet er også velegnet for firmaer, familier og venner.
Weekenden slutter med en storstilet afslutningskoncert søndag, hvortil Julie sammen med sit professionelle band fra København vil understøtte både kor og tilskuere i festlig gospelsang.
Julie Lidell samlede 1500 tilskuere på Sønderstrand Gospelfestival 2. pinsedag.
Bodil