Gud er Suveræn

Præsten i den reformerte kirke, Nordkirken ved Aalborg, fortæller her om sin egen vej til troen på Guds suveræne udvælgelse og indgriben, når det gælder frelsen.

Hvad betyder det for en kristen at tro på Guds alene-virken, når det gælder vores frelse eller fortabelse?

Det spørgsmål besvarer pastor Mikael Thomsen, som her beskriver sin egen baggrund:
– Jeg er vokset op i Zambia, hvor mine forældre er missionærer, oprindeligt udsendt af Apostolsk Kirke. Fra en tidlig alder har jeg set Gud forvandle menneskers liv ved evangeliets kraft til frelse, og en fundamental tro på Gud og Bibelens autoritet har altid en været naturlig del af min livsopfattelse. Man kan sige, at jeg er vokset op med en stærk tro på Gud.
Men som jeg blev ældre, fandt jeg ud af, at barnetroen ikke i sig selv er frelse. Frelsen kommer til udtryk ved den nye fødsel, hvor Gud suverænt forvandler vores hjerte, så vi får et helt nyt forhold til Gud, men også et nyt forhold til synd.

Behov for et nyt hjerte
Vi synder stadig, efter at vi er blevet født på ny – men vi væmmes ved synden, når vi falder. Vi angrer og omvender os fra synd og til Gud i en kontinuerlig bestræbelse på at leve et helligt liv. Dette er en af de frugter, der kendetegner menneskers frelse.
Jeg fandt ud af som teenager, at synden havde magten i mit liv, og jeg måtte søge Gud, ikke blot for at få tilgivelse, men også for at få et nyt hjerte.
Dette gjorde Gud i mit liv efter en længere kamp med synd og nederlag. Når jeg kigger tilbage, er jeg ikke i tvivl om, at det var Gud, der suverænt drog mig til sig og gav mig erkendelse og tro.
Havde det været op til mig, var jeg fortsat i min synd. Derfor giver ordene fra ApG 13,48 også genklang i mig på en særlig måde: ”…og alle, som var bestemt til evigt liv, kom til tro.”
Jeg kom til tro, fordi Gud, som kaldte mig til livet, i sin nåde bestemte mig til det og gav mig troen som en gave (Ef 2,8).
Denne erkendelse har været afgørende for min imødekommenhed over for den reformerte lære – og senere min enorme glæde ved at få en dybere forståelse for, hvad Bibelen siger om Guds suverænitet i frelsen.
Jeg er glad for at være reformert, fordi dette indebærer en accept af den sandhed, at Gud både tager initiativet til – og gennemfører frelsen. Det betyder ikke, at vi som modtagere af frelsen er passive.
Vi er absolut aktive i at tro og tage imod evangeliet til frelse. Men også troen er en gave fra Gud, og det er ikke op til os, hvem han bestemmer at give denne gave til. Ingen kan gøre sig fortjent til den, hvorfor frelsen er af nåde alene.

Hvordan kan man vide om man er frelst?
Ifølge hyper-calvinismen, som er meget udbredt i Holland, kan man ikke vide, om man er frelst. For ingen kan vide, om de er udvalgt. Derfor må de vente på at få det afgørende svar, indtil de er nået ind i evigheden efter det jordiske liv.
Det giver ikke megen tryghed, og denne passivitet og afmagt tror vi ikke på nogen måde er bibelsk. Som reformerte tror vi, at Guds Ord giver os klare svar. Når spørgsmålet om frelsesvished kommer op, så er det derfor Bibelen, vi går til.
En tre-benet skammel: Svaret på, hvordan man kan vide, om man er frelst, har tre dele. Ligesom det ikke går an at sidde på en tre-benet skammel, hvis det ene ben mangler, så må følgende tre dele også være tilstede for at give den troende en vished om sin frelse:
1. At forstå evangeliet om hvad Gud har gjort for os i Kristus.
2. At anerkende og identificere de indre, åndelige tegn på frelsen, som Gud giver de troende løfter om, og
3. At kende Åndens vidnesbyrd i os, der bekræfter os i vores frelse.
Det første “ben” i frelsesvisheden står på vores forståelse for, hvilken betydning det har, at vi ved tro har taget imod Jesus, som frelser, Herre og stedfortræder.
Kilden til vores frelsesvished er i den forstand objektiv. Vi går til den objektive sandhed, som er åbenbaret i Skriften. Her finder vi vished om, at Jesu sonofferdød og opstandelse sikrer en sand og evig frelse for dem, som tager imod ham ved tro.
Om dem siger Jesus: “Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd” (Joh 10,28).
Det andet “ben” i frelsesvisheden står på en evaluering af ens eget kristenliv, med spørgsmål som: Har jeg gudsfrygt i mit liv? Længes jeg efter at kende Guds Ord og vilje? Længes jeg efter at leve lydigt og gøre, hvad Gud byder mig i sit Ord? Angrer jeg synden, når jeg falder? Lever jeg i kontinuerlig omvendelse og vækst i hellighed?
Den slags spørgsmål opmuntres af Paulus: “Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv!” (2 Kor 13,5).
Men når den troende kigger indad og gransker sin sjæl, kan han ofte ikke se væksten, selv om den er der. Nogle troende kan være alt for selvkritiske og stirre sig blinde på nederlagene.
Derfor er det vigtigt også at stå på det tredje “ben” i frelsesvisheden. Dette “ben” er det vidnesbyrd, som Ånden giver i den troendes indre om, at han/hun er et Guds barn.
Til Romerne skriver Paulus, at “Ånden selv vidner sammen med vores ånd, at vi er Guds børn” (Rom 8,16). Men bygger man blot sin frelsesvished på indre følelser og fornemmelser, kan man også blive usikker. Derfor er det vigtigt, at man står på alle tre “ben” samtidigt.

Elsker Jakob – hader Esau
I forhold til Guds suveræne nådevalg reagerer mange med en følelse af, at det ikke er fair, at Gud vælger nogle til frelse og ikke andre. Men vi må huske på, at vores udgangspunkt som mennesker er, at vi ikke på nogen måder fortjener Guds nåde, idet vi er fuldkomment fordærvet af synd. Se Rom. 2, 10-12, som uddybes i kapitel 7 i min bog.
Det forbløffende er ikke, at Gud vælger at frelse nogle og ikke andre – men at han i det hele taget vælger at frelse nogle.
Den dobbelte prædestination, altså Guds udvælgelse fra evighed af om den enkelte skal frelses eller fortabes, behandles i bogens kapitel 9.
Implikationen af at Gud har udvalgt sig et bestemt folk til frelse er naturligvis, at der er folk, som han ikke har valgt.
Det er ikke nok at tale om Jakob; der er også en Esau (Rom 9,13).
Spørgsmålet, som jeg syntes er vigtigt omkring den dobbelte prædestination, er ikke så meget, om man tror på læren, men mere hvordan man tror på læren.

Når Gud griber ind
Det er vigtigt for mig at sige som udgangspunkt, at jeg tager kraftigt afstand fra hyper-calvinismen, som betragter Guds udvælgelse til frelse og fortabelse symmetrisk.
Dette er ideen om, at Gud både aktivt griber ind og skaber tro i menneskers hjerter til frelse (sine udvalgte) og på samme måde aktivt griber ind for at forhærde mennesker med vantro til fortabelse (de fortabte). Dette syn tager vi skarpt afstand fra.
Vores måde at se på spørgsmålet er, at alle mennesker på grund af synd villigt løber væk fra Gud på vej mod fortabelse. Hvis Gud ikke standser dem, så får de, hvad de fortjener for deres synd, nemlig Guds retfærdige dom i fortabelsen.
Gud har dog valgt at gribe ind og frelse nogle ved at vende deres hjerter til ham. Disse bliver genstand for hans nåde. Resten fortsætter blot deres kurs og bliver genstand for Guds retfærdighed.
Men idet ingen fortjener nåden, er Gud på ingen måder uretfærdig ved at undlade at vise alle nåde.
Tvært imod viser hans indgreb i de manges frelse, hvor nåderig han er. Det er temaet i Romerbrevet 9, hvor Paulus svarer dem, som stiller spørgsmål til Guds “fairhed”:
“Jeg forbarmer mig, over hvem jeg vil, og viser nåde, mod hvem jeg vil. Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed (v15-16).”
De som anfægter den dobbelte prædestinationslære for at være uretfærdig eller ond, gør det ofte, fordi deres grundlæggende præmis er, at mennesket er godt.
Men Bibelen lærer os, at mennesket i sin natur er ondt på grund af synd. Når Gud handler i forhold til mennesket, er det på to måder (i.e. dobbeltheden): nåde og retfærdighed (dom).
De, som bliver genstand for hans nåde, bliver det på grund af Guds beslutning om at gribe ind (Rom 9,11).
De, som bliver genstand for Guds retfærdige dom, bliver det på grund af Guds beslutning om at lade dem fortsætte på deres kurs mod fortabelse.

Gud alene æren
I slutningen af bogen ‘Gud er Suveræn’ kapitel 6 lyder opfordringen: Herren kalder sit folk til, på samme måde som fædrene før os, at rejse sig i vores by og land og proklamere som de: Soli Deo Gloria! alene til Guds ære!…
Må vi være et folk, der lever og ånder for at herliggøre Gud.

Reformerte kirker

I USA har den reformerte bevægelse – også refereret til som calvinisme – fået en stærk opblomstring i de seneste 20 år, særligt med populære forkyndere som John Piper, Mark Discoll og John MacArthur i fronten. 

I Danmark er noget nyt begyndt at spire frem, som bygger på den reformerte tradition. Det gamle baptistiske bekendelsesskrift fra 1689 er netop blevet oversat til dansk af Henrik Mortensen fra Kristuskirken i Bjerringbro.
I de sidste fem år har den reformerte kirke i Danmark holdt en årlig konference ved navn Reformation Resurrection med talere som Paul Washer og Voddie Baucham fra USA. I år var det Brian Borgman, som netop udlagde de fem nådesdoktriner, populært kaldet de fem punkter i calvinismen.
Prædikenerne med dansk oversættelse kan høres fra Kristuskirkens hjemmeside.