Jesu ord har særstatus
Præst Jon Knudsen fra Missionsforbundskirken Løkken Frikirke har skrevet en bog om Jesu ord i Det Nye testamente. Ikke kun de kærlige, men også de hårde og dømmende af slagsen. Og som sådan får de lov til at stå for pålydende.
Jesu ord provokerede hans tilhørere – derfor må de også provokere os, mener Jon Knudsen. Det er farligt kun at forholde sig til noget af det, Jesus har sagt, og så lade resten ligge. Det fører til skred bort fra kristendommens kerneværdier, både i etiske spørgsmål og i forståelsen af himmel og helvede. ’Vi skal tilbage til Gudsfrygten. Jesus er Gud, og alt, han har sagt, er helligt’, hedder det i indledningen.
Forfatteren ved godt, at nogle vil opfatte bogen som lovisk. Men så var Jesus selv lovisk, påpeger han, med henvisning til Jesu ord i Joh. 15:10: ’Hvis I holder mine bud…ligesom jeg har holdt min faders bud…’
Vi bliver frelst ved tro og Guds nåde, ikke ved gerninger. Men som Jesu efterfølgere vil vi også af hjertet ønske at gøre alt, hvad han siger og byder, fastslår Jon Knudsen.
Det gælder om at få Kirken til at forkynde hele evangeliet, både frelsen og Jesu lære, mener Jon Knudsen. Jesus ønsker ikke ’bare’, at vi kommer med i himlen – han vil også have os med i Guds kongerige og lade os få del i velsignelserne. Og det sker vel at mærke kun der, hvor vi følger Jesu ord og dermed bliver beskyttet mod det (og den!) onde.
Det er bogens store styrke, at den tager Jesu ord for pålydende. I afsnittet om dæmonlæren tales med jævne ord om Satans magt og kristnes ansvar for både at forkynde evangeliet og uddrive dæmoner ud fra Matt. 10:7-8.
Det samme gælder gennemgangen af etiske spørgsmål omkring fx ægteskab, skilsmisse, porno og homoseksualitet.
Bogen viser sin pædagogiske styrke bl.a. i gennemgangen af Jesu syv taler i Mattæusevangeliet. Her vil jeg især fremhæve den fjerde tale med emnet ’Hvordan kristne skal behandle hinanden’. En kristen må ikke at blive årsag til fald (eller ’forargelse’, som det også bliver oversat).
Her møder vi den erfarne sjælesørger, som véd, at konflikter opstår – og hvad Jesus siger om mæglingsforsøg ud fra Matt. 18:15-20.
Hvis mæglingsforsøgets første tre trin ikke lykkes, gælder punkt fire: forvisning fra menigheden. Her gælder ordet om det, som ’to eller tre bliver enige om’. Muligheden for at kunne binde og løse er knyttet til løftet om vejledning og svar på bøn under en konflikt i menigheden.
Jon Knudsen rådgiver også ud fra sin egen og menighedens erfaring, når det gælder uddrivelse af dæmoner.
Min eneste bekymring har at gøre med bogens ensidige fokus på Jesus-citater. Hvad sker der med det hel-bibelske perspektiv, med kompositionen som kontekst og med Paulus’ ord om at ethvert skrift er indblæst af Gud… i 2 Tim. 3:16-17?
Men Jesu ord er en dejlig lettilgængelig bog om verdens vigtigste emne. Læs den, og lad dig udfordre og opmuntre til at tage Jesu ord for pålydende.
Jon Knudsen: Jesu ord
159 sider – 98 kr
– privat udgivelse