At leve fuldt ud
Hvem vil ikke gerne leve livet fuldt og helt? At have et liv, som er helt, og som leves i nuet, er vor tids ideal.
Men hvordan går man fra skuffede forventninger og desillusionerede drømme til et fuldkomment tilfredsstillende liv? Ann Voskamps svar er enkelt: taknemlighed!
Vi ved det jo godt. Bibelen er fyldt med citater, som handler om at sige tak under alle forhold og altid sige tak og takke Gud for livet, frelsen og hjælp i kald og stand osv. osv. Men det er vel nemmere sagt end gjort, for vi møder modgang, trivielle livsomstændigheder, tragiske begivenheder, og følelsen af taknemlighed er nogle gange mindre naturlig end følelser som sorg, frygt, forurettelse og mistillid.
Ann Voskamp tager læserne med gennem alle lag i følelsesregistret og viser vejen til en taknemmelig livsstil. I de små ”gaver”, det smukke i det grimme, og i fast overbevisning om en Gud, som er en god giver, der ikke svigter sin skabning, beskriver hun sin egen rejse ind i Eucharisteo (taknemlighed i nåde).
I strid modvind
Rejsen begynder ellers i strid modvind, da hendes lillesøster dræbes af en lastbil, og gudsbilledet allerede i barndommen er blakket. Men på et tidspunkt får hun en udfordring, der i al sin enkelhed går ud på at skrive 1000 ting ned, som hun er glad for i sit liv.
Gradvist ændrer det hele hendes perspektiv, således at hun fra at være optaget af mangler, tab og uretfærdighed bliver overvældet af alle de gaver, hun har fået: Naturens rigdom, børnenes begejstring, mad, familie … Og denne rejse understøttes af hendes møde med velkendte bibeltekster, som pludselig bringer lys over livet på en helt ny måde.
Bogen er fyldt med stærke pointer og kalder læseren ud af mørket og ind i Guds varme lys. Hun understreger gang på gang, at taknemlighed og taksigelse går forud for miraklerne. At utaknemlighed i virkeligheden er den første synd, fordi den forhindrer os i at se Guds godhed og får os til at tro, at vi ikke kan være lykkelige uden det ene eller andet, eller at lidelse er lig med ulykke.
Bogen har dagbogskarakter og er spækket med poesi, refleksioner, anekdoter og citater fra vise mænd og kvinder; denne genre kan nok appellere mere til nogen end andre.
Voskamp er ikke virkelighedsfjern, tværtimod er bogen fyldt med vasketøj, søskendeskænderier, livstragedier og økonomiske vanskeligheder. Hun beskriver kampe og nederlag, men hun viser samtidig, at taknemlighed er vejen til et helt og fuldt tilfredsstillende liv. Denne nuancerede fremstilling giver bogen stor troværdighed.
Ann Voskamp:
Et Tusinde Gaver
244 sider
249. kr.
Scandinavia