Når bedsteveninden er homoseksuel…
Hvordan skal man forholde sig som kristen, hvis en i familien eller en af de nære venner definerer sig selv som homoseksuel? Courtney, hvid, kristen og gift er bedsteveninde med Nishta, som er farvet, ikke-troende og lever i et registreret partnerskab. De beskriver her deres venskab.
De to veninder Nishta Mehra og Courtney Humphrey har på mange måder et venskab, som ikke burde kunne lade sig gøre.
Courtney er evangelisk kristen, gift, har to børn og klare overbevisninger i forhold til tro og homoseksualitet, mens Nishta er ikke-kristen og lever med fælles adoptivbarn i et lesbisk forhold. Veninderne, som lærte hinanden at kende gennem opgaveskrivning i highschool, har sammen fortalt deres historie til Christianity Today. Courtney bor med sine to børn og mand i Memphis, Tennessee og Nishta bor i Houston, Texas.
Nishta: Jeg voksede op i en hindu-familie, gik på en anglikansk skole, tog min universitetsgrad i religiøse studier, og nu arbejder jeg på en jødisk skole. Jeg er sådan en typisk person midt i trediverne, som ikke helt kan specificere min tro. De fleste af mine religiøse praksisser er forankret i traditionen og min families rødder, og jeg ser hele mit liv som en spirituel erfaring. Jeg forsøger at leve i overensstemmelse med mine værdier – at være givende, ansvarlig og kærlig. Det er nogle af de værdier, som Courtney og jeg deler.
Courtney: Nishta er sådan et slags menneske, som ved, hvad der er det rigtige at gøre og hvornår, det skal gøres. Hun sendte mig et gavekort til en massage, da jeg kæmpede med fødselsdepression, hun sender mig digte, som passer på min situation, og hun er en af de mest elskende og opofrende mennesker, jeg kender. Nogle gange, hvis jeg er helt ærlig, er det svært for mig at forlige mig med, at med alt det gode i hendes liv, har hun alligevel ikke Jesus i det. Og jeg tror jo på, at det er det allerbedste i vores liv.
Nishta: Jeg er ikke kristen. Jeg tror ikke på de samme ting, som Courtney gør. Selvom vi deler vigtige værdier, er det vigtigt at være bevidst om, hvad vi ikke deler. For mange mennesker formindsker forskellene til ligegyldigheder. Jeg respekterer Courtneys tro alt for meget til at at sige ”åh, vi tror jo basalt set på de samme ting” – det gør vi ikke! Hun tror, at Jesus er Guds søn. Det gør jeg ikke. Hun tror, at djævelen er virkelig. Det gør jeg ikke.
Courtney: Som kristen er Guds Ord mit sandhedsgrundlag her i livet. Jeg tror på, at Bibelen er Guds Ord, og at han er Herre over al skabning. Nishta og jeg er helt klar over, at vores trossystemer er vidt forskellige. Men virkeligheden er, at vores venskab styrker min tro på måder, jeg aldrig havde troet, og tvinger mig til at forholde mig til spørgsmål, som jeg ellers kunne have styret udenom.
Nishta: For mig er Courtney eksemplet på, hvordan man lever som en sand kristen. Da jeg har studeret religion, har jeg en ret god fornemmelse af, hvad det vil sige at følge Jesu lære – og i sin essens er det radikal kærlighed. Ikke en eneste gang i vores venskab har jeg følt, hun har set mig som forkert, fordi jeg tror anderledes. Jeg har aldrig følt, at hun har ventet på, at jeg skulle forandre mig, eller at hun tænkte dårligt om mig, fordi mine overbevisninger er anderledes. Jeg ved, at hun respekterer mig, og hvis hun er bekymret for min sjæls frelse, tror jeg, hun handler på det ved at elske mig, frem for at være efter mig.
Courtney: Mit venskab med Nishta ændrer den måde, jeg tænker og taler om homoseksualitet. Jeg læste for nyligt følgende på en blog: ”Vi kan ikke give slip på kærlighedsbudskabet, selvom vi er uenige med mennesker. Som kristne i samfundet er det på tide, at vi genlærer, hvad det betyder at ”tale sandhed i kærlighed”. Hvis kærlighedens begyndelse og slutning er at udpege synden, så er vi alle fordømte!” Når vi mister kærlighedsbudskabet som kristne, sårer vi mennesker omkring os. Hvis vi som kristne bruger al vores tid på at beklage det moralske forfald, men ikke sidder til bords med mennesker, som ikke er som os og går ind i livets dybder med dem, misser vi hele pointen.
Nishta: Det er sjovt – af alle vores venner med børn på cirka samme alder som vores søn på to, er Courtney og hendes ægtefælle McKee dem, min partner Jill og jeg føler os mest i overensstemmelse med, når det gælder børneopdragelse. Vores filosofi omkring børnene er overraskende ens, når man tænker på, hvor forskellige vores liv ser ud.
Styrken ved at kende – altså virkelig kende – nogen som tilhører en total anderledes social kategori end dig selv, uanset om det er racemæssigt, religiøst eller seksuelt, er, at det abstrakte bliver meget personligt. Det er kulturelt accepteret blandt så mange at gøre nar af sande troende og insinuere, at man ikke kan være klog OG tro på Gud. Courtney er et eksempel, som står klart for mig, og som jeg også kan dele med andre – en trofast, betænksom, ærlig kristen.
Courtney: Mit venskab med Nishta er betingelsesløst. Jeg elsker hende, fordi hun er Guds skaberværk, og det ville være absurd, hvis jeg bare reducerede hendes identitet til, at hun er lesbisk. Hun er lesbisk, og hun er en masse andet: En hengiven mor, en trofast ven, en dygtig kommunikatør og underviser, en omhyggelig spørgsmålsstiller, et gavmildt menneske. Hun er en smuk person, og at være hendes ven er en af de største gaver i mit liv.
Nishta: Jeg kan tale med Courtney om tro og nåde og Gud på måder, jeg ikke kan med de fleste andre mennesker, uanset om de tror som mig eller ej. Gennem de sværeste perioder i mit liv, da min far pludselig døde, og da Jill kæmpede med kræft, da vi ventede på, at adoptionen skulle gå igennem – har Courtney været den første, jeg vendte mig til for at få trøst, og så hun kunne bede for mig. Hendes trofasthed er en velsignelse for mig.
