Præster kalder til kamp mod IS
For første gang i omkring 1500 år kalder kirkelederne i Irak nu befolkningen til at gribe til våben for at forsvare sig mod Islamisk Stat. Samtidig beskylder de Vesten for et massivt svigt over for de forfulgte grupper.
Overhovederne for de fire gamle kirker, den kaldæiske, den syrisk-katolske, den assyriske og den syrisk-ortodokse, har nu samlet opfordret de kristne til at gribe til våben for at forsvare sig mod Islamisk Stat’s overgreb. Opfordringen faldt under et stormøde den 23. august i byen Dahuk.
Ikke til at holde ud
– For første gang i vores historie opfordrer patriarkerne, kirkens ledere, til at I bevæbner jer, fordi vi er nået til et punkt, hvor vi ikke længere kan holde det ud, udtalte Ignatius Aphrem II, overhoved i den syrisk-ortodokse kirke.
Aphrem II mener, at alle grupper nu bør stå sammen:
– Islamisk Stat kom for at fjerne alle de kristne. Vi har ikke råd til at fortsætte med at tænke på os hver især som adskilte, og hver af os som kirkesamfund med øje for vore egne interesser.
Vi er nødt til at være ét, understreger han.
Kritiserer Vesten
Samtidigt rettede kirkelederne et skarpt angreb mod Vesten. ”Vesten, som kalder sig kristent, er slet ikke interesseret i os, og hvad der sker med os. Vesten bekymrer sig kun om de økonomiske konsekvenser. Tro ikke, at Amerika eller Storbritannien vil komme her og forsvare os, de kristne,” sagde Ignatius Aphrem II.
Det anslås, at op mod 670.000 mennesker er drevet på flugt af Islamisk Stat i det nordlige Irak. IS forfølger både kristne, turkmenere, yezidier og shia-muslimer.
FN hjælper ikke kristne
De kristne bliver slet ikke hjulpet gennem den bistand, der går til FNs flygtningelejre. Jeg håber også, at Mission Øst vil bruge sin indflydelse til at tale vores sag. Vores folk har brug for beskyttelse både fra det internationale samfund, og dernæst ved at vi etablerer vores egne enheder til at forsvare os, sagde Aphrem II.
Ifølge de fire kirkeledere skal lederen af Kurdistan-regionen i Irak, Masoud Barzani, have meddelt, at kurderne vil hjælpe de kristne med at tilbageerobre de områder, som er under IS’ kontrol.
Per Bergholdt Jensen/Bodil