Tanzania: Her får gadebørn en fremtid

Kirker og moskeer samarbejder med kommune og skoler for at forhindre, at 3000 gadebørn i den tanzaniske storby Singida udvikler sig til bøller.

Huden er mørkegrå, øjnene sorte, blodsprængte. Børnene samler sig ved en nedlagt biograf, hvor de også sover om natten. De har plasticflasker med, og en af de store drengen hælder en gul substans ned i flaskerne og deler dem rundt. De sætter sig alle til rette på trappen, nogle læner sig mod væggen, mens de fører flaskens hals op til næsen og sniffer. Øjnene bliver blanke, nogle af børnene rejser sig og raver rundt, andre griner hysterisk, mens de spænder ben for de ravende.

Vi er i Østafrika, i Tanzania, i Singida, en voksende storby med alt hvad en storby rager til sig af dårligdomme.

Rester fra restauranten

Gadebørnene er kommet hertil fra landet på flugt fra alkoholiserede forældre, hvis de da har nogle. Her i den støvede skumring har de fundet en anden familie, et slæng børn, mest drenge, som lever af hvad de kan tigge, stjæle og modtage for at rende ærinder.
De holder til i nærheden af byens snuskede restauranter. Det kunne jo være, noget faldt af fra køkkenet eller nogle af gæsterne. Men disse gråsorte gadebørn kan ikke vente. De holder øje med de dækkede borde, og når gæsterne ser ud til at være færdige med maden, skynder de sig frem og tager resterne.
Ind imellem lykkes det en dreng at snuppe en hel tallerken med sig ud i mørket. Her er både ris og grøntsager og kød. De andre børn løber efter ham. Han deler med nogle af dem. Indtil tallerkenen er slikket blank.
Så går turen til nye jagtmarker.

Skal have hjælp nu

Gadebørn er et stigende problem i Tanzania, hvor 44 procent af landets 45 mio. indbyggere er under 15 år. Ved sidste optælling blev 2969 gadebørn registreret i Singida.
Børnene blander sig i gademylderet af mange forskellige årsager. Nogle er til overs derhjemme, fordi forældrene ikke har råd til at brødføde dem, langt mindre sende dem i skole. Andre er flygtet fra alkoholiserede familier, hvor faderen kommer hjem og tæver moren hver dag. Atter andre er blot taget til storbyen for spændingens skyld, lokket af kammerater, som har fundet identitet og spænding i at leve som småkriminelle på gaderne.
– Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det vil se ud i byen om fem år, fortæller kommunens gademedarbejder, Vivian Kaiser.
I Dar Es Salaam går unge rundt og overfalder folk og stjæler deres ejendele. Det varer ikke længe, før vi har lignende tilstande her i Singida, hvis vi ikke gør noget nu, siger hun.

Kirke måtte gøre noget

Men midt i håbløsheden er et netværk af kristne, muslimske og andre organisationer, som rækker ud til børnene. Netværket er etableret af byens frikirke, som hurtigt har indset, at ingen kan klare udfordringen alene. Vi mødte kirkens præst, Bonifas Nitandi, som fortæller, hvad der fik ham i gang med hele projektet med at hjælpe gadebørnene ved at give dem mad, tøj, husly og støtte til at komme i skole og påbegynde en uddannelse.
– Det smertede os at se børnene sove i kloakrørene under vejen udenfor kirken. Vi kunne ikke bare bede indenfor kirkens mure, men måtte gøre noget. Så vi begyndte at uddele tøj og give dem mad hver weekend. Men det var ikke nok, for de sov jo stadig på gaden. Derfor købte vi et hus til børnehjem, så vi kunne give dem et sted at bo og samtidig knytte dem til skolen.
Og mange gennemfører skolegang og kommer i lære eller gennemfører en videregående uddannelse, fortæller børnehjemmets leder, Immanuel Kasenge:
– Nogle går videre til gymnasiet, og flere er kommet på universitetet. Andre er kommet i lære. En er i lære som snedker, en anden er netop færdig som programmør, en anden som turistguide, fortæller han.

Forældre har ansvar

I Singida er myndighederne glade for kirkens initiativ:
– Vi har et godt samarbejde med frikirken om kurser om børns velfærd og regeringens politik på børneområdet, fortæller kommunens socialchef, Fatima Malinga.
Flere initiativer er i støbeskeen, bl.a. en kampagne, som skal skabe opmærksomhed om børnenes behov.
– De fleste forældre ved ikke, hvordan de skal sørge for deres børn. De siger blot: Dette er mit barn, og jeg har ret til at gøre med det, som jeg vil. Men ifølge loven er forældre ansvarlige for, at deres børn bliver opdraget på en god måde, siger Fatima Malinga og indrømmer, at der er en kløft mellem befolkningens traditionelle opdragelsesmetoder og Tanzanias lovgivning.
– De fleste regeringsinstitutioner mangler arbejdskraft og når derfor ikke ud til familierne med hjælp og oplysning. Derfor er vi taknemmelige for kirken og andre frivillige foreninger. Medlemmerne har jo kontakt med befolkningen på gadeplan og kan derfor vejlede og følge op.

Religiøse forskelle ingen hindring

Byens moskeer er også med i netværket, og en af underviserne i koranskolen har en særdeles pædagogisk tilgang til voksnes ansvar for børnene:
– Vi skal huske, at børnene også ser op til os. Når vi er gode forbilleder, kan de bevæge sig i samme retning. Det samme gælder familierne. Som religiøse ledere kan vi gå foran og vise dem, hvordan de skal tage sig af deres børn, siger Omar Kisuke.
Han ser ikke de religiøse forskelle som noget problem.
– Vi skal bare sætte os ned og aftale, hvad vi gør. Når vi fordeler arbejdet, kan vi samarbejde om at fremme udviklingen i vores samfund. Sammen kan vi bevæge os fremad, siger han.
I kirken er kvinderne allerede i gang med at lære fra sig om, hvordan man opdrager børn. Kvindegruppen ledes af Les Bezeri Jarret.
– Vi underviser kvinderne i, at deres børn har ret til at modtage kærlighed. De skal have en vision for deres børns liv – hvordan deres liv kan forme sig, når de er vokset op. Det er også vigtigt, at forældrene lytter til deres børn, når børnene kommer frem med deres tanker. Når forældrene sørger for deres børns behov, opbygger de gode og kærlige relationer til dem, siger hun.
Børnehjemmet og det lokale ngo-netværk er blevet støttet af Danida og Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling gennem International Aid Services.