FC Udfordringen har nu to serie 3-hold
Efterårssæsonen er overstået, og den bød blandt andet på en kæmpe overraskelse for FCU’s tredjehold, som rykkede op til 2. holdet i serie 3 – nærmest ved en fejl.
FC Udfordringens spillere kunne til årets nyligt afholdte afslutningsfest se tilbage på en efterårssæson, som var 1. holdets hårde debutsæson i serie 1, og den meget overraskende oprykning til 3. holdet.
FC Udfordringen (FCU) med hjemmebanen i Valby har oplevet en støt vækst i antallet af spillere det sidste år. Og for første gang skulle de bedste spillere i klubben spille med om pladserne i serie 1.
En stor udfordring, som dog også gav nogle knubs i form af flere nederlag i begyndelsen af sæsonen. 3 kampe og nul point stod der på kontoen, men en 5-3 sejr i den fjerde kamp mod Tårnby FF gav håb om mere.
Vendepunktet kom dog efter en kamp mod Dragør, fortæller Mads Drake, der er en af trænerne.
– Det kan virke en smule underligt, set i det lys at vi tabte kampen 3-2 med få minutter igen. Men siden denne kamp har truppen spillet med en helt anden gejst, fight og vilje, og spillemæssigt har vi ramt det niveau, vi ved, at vi besidder. Kampen mod Dragør var sæsonens bedste, siger han og fortsætter begejstret:
– Siden da har vi spillet den ene flotte kamp efter den anden, og vi har ramt et niveau, der måske endda har overrasket selv mig – den største optimist. I de seneste 5 kampe (inden sæsonens sidste mod Nørrebro United, red.) har vi formået at score 19 mål og kun lukket 3 ind.
FC Udfordringen har desuden fået ros af modstanderne for at være det bedst spillende fodboldhold i rækken. Så selvom det gode spil ikke helt har givet de rigtige resultater, så føler trænerteamet sig på rette vej.
Ikke kun en klub, men en familie
Fællesskabet bliver vægtet højt i FCU, selvom de forskellige hold ikke nødvendigvis har så meget at gøre med hinanden. Således træner 1. holdet alene, mens 2. og 3. holdet ofte træner sammen. Og både 2. og 3. holdet har i sommerpausen skiftet trænere. Daniel Holm har overtaget 2. holdet, og han har haft et hårdt arbejde med at stille hold, da der har været mange skader:
– Til næste år er bananer og chokolade skiftet ud med fiskeolie og vitaminpiller! Men det har ikke været helt optimalt, så derfor håber jeg, at træningsfremmødet bliver bedre til foråret, siger Holm, som ellers har fået ros af spillerne for sine inspirerende træninger.
De mange skader har haft en påvirkning på rytmen på holdet, der faktisk lå i nedrykningsfare længe, men på tre et-måls sejre i de sidste fire kampe fik holdet kæmpet sig væk fra nedrykningsspøgelset.
Holm ser dog muligheder for forbedringer:
– En specifik ting, som der skal arbejdes på, er skarpheden foran mål! Nøj, nogle chancer, der er brændt – inklusive 4 straffespark! Det er jo ikke uden grund, at man er lidt gråhåret, siger Holm med et glimt i øjet.
Chokerende oprykning
3. holdet har i den grad også kæmpet med mange skader. Der var således flere kampe, hvor hele bænken blev skadet, og flere kampe er blevet fuldført uden udskiftere på grund af skader. I en enkelt kamp blev tre spillere skadet i løbet af den første halve time!
Til gengæld kan den nye spillende træner Thomas Larsen – en af klublegenderne i FCU – se tilbage på en fantastisk sæson. Ved hjælp af hårdt slid, en knivskarp topscorer på 10 mål i form af Nikolai Kofoed, og 10 point i de sidste fire kampe, fik holdet så mange point, at de blev den bedst placerede nr. 3 i alle serie 4-rækkerne – og dermed rykkede op!
En stor, glædelig overraskelse for alle, men også en meget stor udfordring for det skadesplagede hold, som håber på mange nye spillere til forårssæsonen, hvis man skal kunne stille et stærkt hold til kampene i serie 3.
– Vores målsætning var, at vi ikke ville rykke op. Den har vi igen næste sæson, siger Thomas Larsen med et smil, og understreger, at der er brug for nye spillere og færre skader til den nye sæson, hvis holdet skal have en chance for at stille hold til alle kampe.
Den rutinerede anfører Henrik Nissen, som overraskende er blevet fast straffesparksskytte med to mål ud af to straffespark, ser dog lyst på fremtiden:
– Vi har en god stemning på holdet, det kan bære os langt – og så tror jeg, at vi lige stepper et niveau op til næste år med et par nye spillere, og så kan vi sagtens være med i serie 3. Det bliver sjovt!
Det ellers succesfulde kvindehold havde en blandet sæson, men klarede dog at holde sig fri for nedrykning med 10 point. 7-mands herreholdet sluttede midt i rækken, men dog kun et enkelt point fra nedrykning! Så der er altid spænding om FCU’s kampe.