Levende ord

Leder: Mens jeg skriver denne leder, er vi på missionskampagne i Tchad med Per Hyldgaard som hovedtaler. Og jeg har lagt mærke til, at der er forskel på prædikener.

Ind imellem er der en lokal præst eller formand for en komite, som skal have lov at sige noget – selv om han måske ikke har noget på hjerte. Det er også okay, bare det ikke varer for længe, for så dræber det ofte mødet.

Ved åbningsmødet var en stor teolog inviteret til at komme med et indlæg, før Per Hyldgaard fik lov at sige noget. Den lokale teolog havde gået på universitet og var nu i gang med at tage en doktorgrad i teologi. Så der var jo ingen ende på al den menneskelige visdom, han skulle have proppet ind i sin tale. Der var både indledning og synopsis og delpunkter, før vi nåede frem til en udsspekuleret pointe efter en times tid. Men problemet var, at det altsammen var noget, han møjsommeligt havde udtænkt i sit kloge hoved. Det var ikke inspireret. Så det føltes helt irrelevant for os.

Mens han talte, gik mødet ligesom i stå. Alle sad måske blot og ventede på, at det skulle blive overstået, så vi kunne få vores cola. Nogle fik sig en lille lur, mens de så andægtige ud.
Men da talen endelig var slut, fik Per ordet, og så kom der igen liv i mødet. Øjnene lyste op. Pludselige var der igen noget, man kunne bruge til noget. Og det var sagt til dem, der var til stede.

Hvad så med os?

Nu er det nemt at se den slags, når man kommer udefra. Men desværre er der jo også i Danmark gudstjenester og kristne møder, hvor der bliver talt om noget andet end det, der er vedkommende for tilhørerne. Af tradition og på grund af formelle regler kører man ofte et program igennem, i stedet for at sige noget til dem, der er til stede.

Bibelen er ikke blot en historiebog med nogle tusind-år gamle tekster; den er en dynamisk bog. En hellig bog, der sætter igang, fordi ordene er inspirerede. Ordene bliver levende, når vi spørger Helligånden, hvad de skal sige til os.

Handler det så blot om at sige noget, der vedkommer tilhørerne? At have gode talegaver? Nej, hemmeligheden er, at lade sig lede af Helligånden til at sige det, vi får vist. Og at være lydig til at sige det, selv om det måske får os selv til at tage os latterlige eller naive ud.
Gud ved nok, hvad der er brug for. Helligånden forstår at gøre det relevant. Men han bruger ofte andre måder, end vi ville vælge eller kunne forestille os. Men hvis vi er lydige, kan Gud faktisk tale gennem ganske almindelige kristne.