Maganda kung makulay

Sådan sagde Micca til mig den anden dag, da hun sad og sammenlignede vores hudfarver, hårfarver osv. Det betyder ”farverigt er smukt”.

Hun sagde det, lige efter hun havde konstateret, at min hud måtte være orange, hvis man ikke skulle kalde den hvid. Hvad den 9-årige pige sagde uden større overvejelse, fik mig til at tænke…
Børnene hernede er helt vilde med mit lyse hår og min orange/hvide hud – alt efter hvordan man ser på det – og særligt mine hår på armene er de ret fascinerede af. Efter en uges ferie med solbadning så børnene på mig, som om jeg var gået i stykker, for hvordan kunne jeg dog ødelægge min smukke hvide hud?
Hvert år valfarter vi skandinaver til Syden for at ligge på række og vende os hver halve time som en flok grill-kyllinger. Vi skipper gerne solcremen for at få mest farve ud af det. I Manila går de med solcreme og paraplyer for at beskytte sig mod solen, bare de skal ud at handle. Hvorfor er det sådan? Det er altid de andre, der ser bedst ud, og vi gør alt for at ligne dem.
Mange af de filippinere, vi møder, ser op til os – fordi vi er hvide. Vi har flere gange oplevet at blive spurgt, om vi ikke ville være med på en ”selfie” – af vildt fremmede mennesker vel at mærke. Sådan ville vi sky danskere nok ikke spørge. Til gengæld inviterer vi vennerne på tapas eller sushi og drømmer os væk fra Danmark. Vi længes efter varmere temperaturer, højere bjerge og mere krydret mad.
Jeg læste i et andagtsstykke i går, at ”det er muligt at være tilfreds i enhver situation.” Det er godt at blive mindet om engang imellem. Såvel dansker, som filippiner. Selvom jeg sidder på den anden side af jorden og er omgivet af smukke solbrændte mennesker og imponerende natur, så drømmer filippinerne sig alligevel til lys hud og flad dansk natur. Med chance for at lyde lidt for kliché-agtig: Så lad os da i stedet glæde os lidt over, at vi er forskellige og farverige.