Ny valgmenighedspræst ansat i Sønderjylland
Helt fra barnsben har Jakob Rahbek været optaget af at læse i Bibelen. Det har været hans hobby og nu også levevej at fortælle om Gud. Han er ansat som ny præst i Agerskov Valgmenighed.
En helt særlig interesse for Bibelen og dens historier er blevet en rød tråd i Jakob Rahbeks liv. Det har længe været hans hobby, og nu er det også blevet hans hovedbeskæftigelse.
Fra det nye år tiltræder han nemlig som præst i Agerskov Valgmenighed, der ligger i midten af Sønderjylland.
Jobbet er ikke helt uvant for 32-årige Jakob Rahbek, der siden 2008 har virket som præst i Hvidovre Frimenighed, mens han har studeret teologi på Københavns Universitet – et studie, han netop har færddiggjort.
Udfordringen har tidligere skrevet om Jakob Rahbeks oplevelser i Rusland. Her var han i 2004-2006 tilknyttet den russiske pendant til Kristeligt Forbund for Studerende i byen Rostov-on-Don, som ligger nær ved Sortehavet.
Særligt efter denne tid blev han flittigt brugt som prædikant og samtidig ansat i en deltidsstilling hos Hvidovre Frimenighed.
Hans prædikener er efter sigende konkrete og nærværende og forkyndes i en nærmest kammeratlig tone. Som person beskrives Jakob Rahbek som imødekommende, umiddelbar og som en, der er særdeles dedikeret til det, han sætter sig for.
Levede tidligere et meget enkelt liv
Da Jakob Rahbek vendte tilbage til Danmark efter sit ophold i Rusland, havde han en spartansk livsstil. Hans værelse rummede stort set ikke andet end en madras på gulvet. Væggene var hvide uden billeder, og der var hverken møbler eller fjernsyn. Det var for at skabe en modkultur til forbrugersamfundet og for at give plads til noget andet i sit liv.
I dag lever han stadig relativt nøjsomt, men langtfra så enkelt som tidligere, blandt andet fordi han har fået familie. Han er gift med Benedikte, og sammen har de børnene Sara, Johanna og Daniel. De optager det meste af den unge teologs fritid, men bliver der alligevel lidt ekstra tid i løbet af dagen, fordyber han sig gerne i Bibelen, og hvordan han bedst muligt kan formidle det videre til andre.
I Agerskov skal han være præst for omkring 65 voksne og 35 børn. Menigheden har eksisteret siden 2010. Jakob Rahbek afløser Martin Eskesen, der er ansat som præst i Galten Valgmenighed.
Tværkirkelig erfaring
Jakob Rahbek er opvokset i Luthersk Mission i Græsted i Nordsjælland. Det er LM, han føler sig mest knyttet til, selvom han også nyder at komme i andre kirkelige sammenhænge.
I 2011 var han rejsesekretær for Dansk Bibelinstitut, og han har tidligere været elev på KFS’s LederTræningsCenter.
Han ordineres i Ribe Domkirke onsdag den 14. januar kl. 18. Indsættelsesgudstjenesten holdes i Agerskov Kirke søndag den 18. januar kl. 14.