Da soldaterne sang julesange mellem skyttegravene

For 100 år siden, under 1. verdenskrig, måtte soldater fra begge sider af Vestfronten holde jul i skyttegravene.

Men så skete der noget utroligt.

Julens overflødighedshorn af materialle ting kan måske friste nogle til julelede. Men forhåbentlig er der stadig noget ægte og godt i julen – som det, der gjorde fjender til venner mellem skyttegravene i 1914.

I 100-året for 1. verdenskrig, som TV flittigt har dækket, indgår den forunderlige julehøjtid på så at sige hele vestfronten. Juleaften fraterniserede englændere og tyskere nemlig i ingenmandsland med udveksling af gaver lige fra uniformsknapper, huer, mad, cigaretter, postkort, chokolade, ost og øl til snaps og cognac.
Det var ikke et overflødighedshorn i vor forstand. Men der opstod pludselig mellem de stridende parter en næstekærlighed og et åndeligt overskud, som vi nok i alle vore åndsforladte julefestligheder er blevet så fattige på.

Længtes hjem

De menige soldater i de trøstesløse, usunde skyttegrave længtes for de flestes vedkommende efter at komme ud af dette jordiske helvede.
Men julen var dog en god anledning til at demonstrere, at de som enkeltpersoner fra hvert deres land ikke nærede noget personligt fjendskab mod hinanden.
Krigen forekom dem meningsløs. Den var blevet dem påduttet af deres landes regeringschefer og generaler, der jo selv ikke mærkede noget til lidelserne i de umenneskelige forhold ved fronten. Generalerne sad beskyttet i trygge hovedkvarterer, hvor der både var varme, god mad og vin, luksusmøbler og chefskriveborde. Herfra udsendte de deres befalinger, kalkulerede kynisk med menneskeliv og disponerede i krigsmateriel, der kunne dræbe den vedtagne fjende så effektivt som muligt.

Der blev fred juleaften

Men juleaften var der pludselig ingen fjender. Den blev til en enestående begivenhed uden sidestykke i krigshistorien, og nogle mener da også, at den var direkte virket af Gud. En stærk, fredselskende Ånd syntes at være til stede og råde i hjerter og sind ved sin blotte indflydelse – ikke ved militærmagt og menneskelig styrke.

Kærlighedens Ånd

Generalerne rasede over de fredselskende soldaters forbrødring med det, som i soldaternes øjne var en kunstig fjende. Men julens evangelium forkyndte fred for alle uden personsanseelse, og julens Frelser elskede også dem, som blev kaldt fjender.
Derfor var der hos generalerne en stærk uvilje mod at lade de samme soldater blive for længe på en bestemt kampplads. Man frygtede, at der ville opstå venskabelig kontakt, samtaler og gensidige besøg. Men det var ikke nemt.
Juleaften var der på hele vestfronten fra Nordsøen til den schweiziske grænse omkring 100.000 soldater, som involverede sig i julen og var berørt af dens kærlige Ånd.
Allerede inden juleaften, i de første dage af december 1914, forsøgte nogle frontafsnit uofficielt at indgå en våbenhvile. Man udvekslede aviser og blade samt faldne soldater, så de kunne blive begravet. Men dette skete på andre steder, hvor franskmænd og tyskere stod lige overfor hinanden.

Tyskerne begyndte med at ’jule’

Denne beretning samler sig om en frontlinje på ca. 20 km i Flandern-området i Belgien, hvor de stridende parter, som alle andre steder på vestfronten, var kørt fast uden at kunne komme nogen vegne. Men så kom den velsignede jul.
Det var tilsyneladende tyskerne, der begyndte at ”jule” med pynt på deres skyttegrave, juletræer, stearinlys og sang, hvad tyskere jo altid har været gode til.
Englænderne svarede igen med deres sange. Våbnene tav, og en lille bitte forsmag oplevedes på det ”fredsrige”, som vor Bibel taler om, hvor krigsvåbnene afløses af fredelige redskaber (Esajas Bog 2:4).

Den allerbedste jul

En engelsk officer, den 27-årige Bruce Bairnsfather, som var med gennem hele krigen, skrev i sin dagbog bl.a.:
”Jeg ville ikke have byttet denne juleaften med noget som helst. Jeg er lidt af en samlernatur og byttede et par uniformsknapper med en tysk løjtnant, som jeg fik venlig kontakt med.”
Han beretter videre, at en af deres maskingeværskytter, der i det civile liv var amatør-frisør, klippede  en tysk soldat med et alt for langt hår. Han knælede tålmodigt ned, mens amatør-frisøren gjorde jobbet  – juleklipningen – færdigt.
Der lå mange faldne soldater, men soldaterne fra begge lejre hjalp hinanden med at få deres døde begravet. Der blev bedt bønner ved gravene, man omfavnede hianden og sluttede venskaber for livet. Uden tvivl til Himlens velbehag.

Stille Nacht – Silent Night

En oversanselig julefred sænkede sig over fronten og varede på de fleste frontafsnit til nytår.  Den julesalme, vi forbinder med hin højtidsstund i Flandern er som bekendt ”Stille Nacht, heilige Nacht” (tysk) og ”Silent Night, holy Night” (engelsk), for det var virkelig en hellig nat midt i det regnvåde skyttegravsmudder.
Men straks efter nytår bragede det med største ulyst løs igen. 8½ million mistede livet, hvortil kom 21 millioner sårede.
Skotten Frederick Niven skrev om julefreden fra Flandern-fronten i et mindedigt, hvis sidste vers jeg gengiver her i min egen oversættelse:
O, I som ser mit Flandern rim,
i denne bøn deltag,
en ægte julens fred sublim
giv du os, Gud, hver dag!
Sådan kunne julen altså også være, langt hævet over al tom forfladigelse, for juleevangeliets ord om ”fred i mennesker, der har Hans velbehag”, gælder først og sidst evangeliets indre fred. Den får vi skænket af Ham, om hvem der julenat blev forkyndt: ”Han er Kristus, Herren!”
Ja, i sandhed som både Herre og Frelser og Fredsfyrste for både hyrderne, frontsoldaterne og for os  i hvert vort lille frontafsnit.