Dødsfald: Tidligere forstander og vice-borgmester Palle Engberg
Palle Engberg, højskoleforstander og lærer på Mariager Højskole, mangeårig lokalpolitiker, byrådsmedlem og vice-borgmester i Mariager Kommune, sov stille ind den 6. december, 72 år gammel.
Palle har haft en kolossal betydning for højskolen og byen Mariager. Fra 1966-1993 var han ansat som lærer på højskolen og i perioden 1978-1983 som forstander. Mens Palle var forstander, blev Højskolen udvidet med auditorium, hal og en elevfløj. Han var uddannet folkeskolelærer og læste senere dansk på Aalborg Universitet. Palle var kendt som en engageret og grundig lærer med personlig interesse i den enkelte elevs udvikling.
Senere blev Palle lærer og studievejleder på VUC i Hobro.
Palle var ligeledes i mange år engageret i lokalpolitik og medlem af byrådet for partiet Venstre. I 5 år var han viceborgmester i Mariager Kommune.
Palle efterlader sig udover svigerbørn og børnebørn sin ægtefælle Birgit, samt børnene Pernille, Charlotte og Christian.