Drama i Jerusalem: Tiger-mor æder sine unger
Den bibelske zoo i Jerusalem oplevede i sidste uge den tragedie, at Chana, en sumatra-tiger, dræbte sine to unger og åd dem. Det sker efter flere års kamp for at sikre artens overlevelse, bl.a. gennem denne huntiger.
Chana kom til Tisch-familiens zoo i Jerusalem fra Ramat Gan Zoological Center i 2006 (dette center er kendt som ‘The Safari’). Herefter blev Chana sammen med den tyske hantiger Avigdor placeret i et særligt indelukke, der skulle fremme avlsprocessen, som er led i et globalt forsøg på at sikre artens overlevelse. Der er nu, ifølge eksperterne, ikke mere end 400 sumatra tigre tilbage i vild tilstand.
Avisen Haaretz skriver:
Chana har tidligere født tre kuld unger, men er altid holdt op med at sørge for dem efter kort tids forløb, hvorefter de fleste af dem er døde. For halvanden måned siden reddede medarbejderne en af tre unger ved at give den flaske, selv om det frarådes, at mennesker griber ind overfor denne art. Det menes, at kontakten med mennesker (‘imprinting’) har skadelig indflydelse både på tigrenes fremtidige liv i det fri og deres mulighed for at få unger.
Chana fødte tre unger midt i november. Den ene måtte have hjælp til at overleve, mens de to andre så ud til at vokse normalt, mens hun tog sig af dem. Zoo-medarbejderne filmede udviklingen, men lod ellers Chana tage sig af ungerne.
Medarbejderne havde planer om at gå ind i indhegningen for første gang i morgen for at se til ungerne og give dem vaccinationer. Men i fredags var ungerne forsvundet og højst sandsynligt blevet ædt af moderen.
Dr. Nili Avni-Magen, den bibelske zoo’s dyrlæge og direktør, sagde, at det ikke er ualmindeligt, at tigre både i det fri og i zoo æder deres unger. Normalt hænger det sammen med stress hos moderen, og det er måske tilfældet med Chana, selv om man ikke kan pege på noget bestemt.
– Depression er ikke ordet, siger Avni-Magen. Det er meget smerteligt og meget, meget trist. Det var en total overraskelse. Vi troede virkelig, at vi havde lagt det bag os og var på rette vej. Vi havde allerede planer for næste fase. Nu må vi drage konklusioner – måske har det noget at gøre med hantigerens opførsel, siger direktøren.