Femhæreslaget!

I den 3. og sidste hobbit-film, som her i juletiden vises i biograferne, er vi nået til det endelig opgør mellem det onde og det gode. Hvis man – som Tolkien – kender Bibelen, siger det hele én meget mere!

Fra den 10. december kan du i biograferne se den tredje og sidste film i Hobbittentrilogien.

Den hedder Femhæreslaget, så der er lagt op til en forrygende afslutning med det sidste afgørende opgør mellem ondt og godt.
For det er dybest set, hvad J.R.R. Tolkiens bøger om Ringenes Herre og Hobitten handler om.
Tolkiens fantastiske univers opstod, da Tolkien mundtligt begyndte at fortælle sine børn den store historie. Senere formede han det som et nedskrevet eventyr. Og i filmudgaven har instruktøren Peter Jackson så fremhævet og tilføjet endnu mere aktion og drama, så det er blevet rigtige voksenfilm, hvor der bestemt ikke er sparet på noget. Faktisk er det den dyreste filmproduktion nogenside. Den har koster 745 mio. dollars!

Ledetråde til det kristne evangelium

Hvis man i forvejen kender det kristne evangelium om Jesus, der besejrer den onde djævel ved at opgive sit eget liv, vil man gang på gang få deja-vu og aha-oplevelser, når man ser disse film. Her er noget, der ligner. Noget, man har hørt før.
Og det var netop meningen, da Tolkien og hans gode ven C. S. Lewis skrev deres eventyr.
Professor Lewis var i en voksen alder blevet ”overrasket” af Gud. Han havde opdaget, at ”myten viste sig at være sand”. Det, Bibelen beskrev, var ikke blot myter og filosofier, men det var faktisk virkelighed.
På samme måde var Tolkien betaget af sandheden i Bibelen og det kristne budskab.
De var begge medlemmer af ”the Inklings”, en studiekreds for troende bogelskere. De skabte fantasy-genren, som mange andre nu har bygget videre på – ikke mindst i film.
Både Tolkien og Lewis ville skabe eventyr, der mindede mennesker om de dybe sandheder om godt og ondt, venskab, kærlighed, troskab, hengivenhed, vovemod, selvopofrelse, udholdenhed, osv. Værdier, de alle kendte fra Bibelen.

Ikke en genfortælling

Tolkien afviste dog, at Hobitten og Ringenes Herre skulle læses som en direkte genfortælling af det kristne evangelium. Og det er da også svært helt at sige, hvem de forskellige personer i så fald skulle være. Men hvis man er kristen, kan man ikke undgå at føle, at Gandalf, Bilbo og de andre figurer ligner noget, vi kender fra Bibelen.
Ringen i Ringenes Herre har en farlig tendens til at fortrylle og binde ejeren, så han ikke kan slippe den, selv om den ødelægger ham. Ringen er et symbol på materialismen, men også på synden i alle dens mange forklædninger.

Rejsen forandrer os

I de to første film bliver tyven Bilbo udfordret til at tage ud på en rejse fra sit ellers fredelige herred til en verden med voldsomme kræfter.
“Verden er ikke i dine bøger og kort. Den er derude”, siger Gandalf til Bilbo. Der er et større formål med Bilbo’s liv – og vi andres liv – nemlig at gå ind i kampen for det gode.
Bilbo er egentlig tyv, men er ikke selv helt klar over sin situation. Men på den store rejse bliver han renset, og de bedste egenskaber kommer frem i hans karakter, så han bliver en helt.
Kristendommen udfordrer os også til ikke at være tilfredse med den daglige, kedelige materialistiske trummerum og egoisme.
Vi bliver klar over, at vi er – om ikke tyve – så i hvert fald en slags syndere. Vi får indsigt i kampen mellem godt og ondt. Og gennem de kampe, som vi nu selv bliver en del af, dannes vores karakter. Vi får kraft til at gøre op med det onde i vores liv – og vi får efterhånden ”åndens frugter”, der beskrives som ”kærlighed, glæde og fred; tålmodighed og hjælpsomhed; godhed og troskab; nænsomhed og selvbeherskelse” i Galaterbrevet kap. 5, 22-23.

Femhæreslaget – eller Johs. Åbenbaring

Dragen er selvfølgelig et billede på det onde. Og i Bibelen kaldes djævelen også for dragen i Johannes Åbenbaring, den sidste bog i Bibelen, som netop handler om det store slag mellem godt og ondt – mellem Gud og Satan. Mellem dæmoner og engle. Onde og gode.
Bilbo, dværgene og de øvrige figurer prøves, ligesom Jesus blev blev fristet i ørkenen. Og på samme måde som mennesker fristes livet igennem.
Men en usynlig kraft er alligevel på deres side. Et guddommeligt forsyn. Det er Gud.

Sejren er vundet

I ‘Hobbitten: Femhæreslaget’ er Bilbo og de 13 dværge lykkedes med den opgave, der sendte dem på eventyr tværs gennem Middle-earths farlige landskab.
Nu har de generobret riget Erebor under The Lonely Mountian, og de uvurderlige skatte, som det gemmer, tilhører igen Thorin Oakenshields ædle slægt.
I 2. Korinterbrev i Ny Testamente, kap. 4, 7-18 beskrives denne skat. Det er en skat, som vi har i os, når vi tror, men den er i en lerkrukke, som nemt kan gå i stykker. En kristen er ikke en supermand, men han har en vidunderlig skat i sig, og gennem den forvandles han.

Dragens modstand

Men under togtet har rejsekammeraterne vækket den frygtelige drage Smaug (djævelen), som nu forsøger at bekæmpe dem.
Erebor er langt fra et sikkert sted på trods af den fordrevne drage. For en hidtil ukendt, men talstærk hær af orker (onde ånder) marcherer mod det generobrede kongerige. Og med både mennesker, elvere (engle) og Mordors værste afskum på vej står Middle-earth over for en altafgørende krig.
I den sidste hobbit-film afløses den lette stemning i de to første film, En uventet rejse og Dragen Smaugs ødemark, med alvoren i Femhæreslaget.
Filmen har naturligvis Martin Freeman, Ian McKellen, Richard Armitage, Cate Blanchett og Luke Evans på den lange rolleliste.
‘Hobbitten: Femhæreslaget’ vises ligesom de to forgængere både i det nye HFR-format og som almindelig 3D og 2D.