Dansk magister: Israel er hele verdens ‘spyttebakke’

– I dag fornemmer befolkningen i Israel, at de vestlige demokratier er ved at ofre Israel for selv at få fred, siger den danske magister Arthur Arnhein.

Arnheim, der tidligere var direktør for Dansk Magisterforening, lever i Jerusalem.
– HELE verdens spytbakke og fuglen i kulminen, siger han. Mod alle odds genoprettede et magtesløst folk sig selv og installerede sig i et lille uanseligt hjørne af verden. Dets efterkommere er nu blevet – hvad deres bedsteforældre var – en spand, som hele verden spytter i.

Om “spyttebakken” siger Arnheim:
– Så bittert har den israelske skribent og journalistiske pristager Matti Friedman udtrykt sig.

Arnheim fortsætter:
– Det er en reaktion på den behandling, som især politikere og dominerende medier i dele af af den demokratiske vestlige verden giver Israel.

Gennem 60 år har arabiske stater gennem krig, boykot, blokader og terror konfronteret Israel med den hensigt at få nedlagt Israel som suveræn jødisk stat. Alligevel tegner politikere og opinionsdannende medier et billede af Israel som aggressor og palæstinenserne som værgeløse ofre.

Politologer vil sikkert kunne konstruere en forklaring. Den vil lyde således:
Pression af forskellig art er det middel, stater anvender for at fremme deres interesser på den internationale skueplads. De arabiske og – i videre forstand – muslimske stater kan ikke affinde sig med eksistensen af Israel. For dem er det et højt prioriteret strategisk mål at få nedlagt landet. De udøver et stærkt pres på de vestlige demokratier for at få disse til at acceptere og adoptere deres målsætning.

NÅR DE vestlige demokratier giver efter for presset, er det for at undgå at blive trukket ind i en anden truende konflikt – the clash of civilizations , det store sammenstød mellem to civilisationer, den islamiske og den vestligt demokratiske.

Vi må søge tilbage i historien for at finde en situation sammenlignelig med den, Israel nu befinder sig i.

Se på billedet fra 1938 af Neville Chamberlain, premierminister i det førende vesteuropæiske land, Storbritannien, da han steg ud af flyet. Han havde været i München for at forhandle med Adolf Hitler. Chamberlain vifter med aftalen, som blev truffet, og råber til de fremmødte journalister: »Dette betyder fred i vor tid«.

Aftalen gav Hitler frie hænder til at sønderrive den lille demokratiske stat Tjekkoslovakiet.

Året efter udbrød Anden Verdenskrig.

I dag fornemmer befolkningen i Israel, at de vestlige demokratier på tilsvarende måde er ved at ofre Israel for selv at få fred.

På det jordnære plan sker det efter et bestemt mønster.

Hizbollah i nord og Hamas i syd sender granater og raketter ind over Israel eller gennemfører brutale terrorangreb på jøder i eller uden for Israel. Den israelske hær sættes ind for at ødelægge fjendens baser og dem, der anstifter terroren. I begyndelsen kommenterer man i Vesten med konstatering af, at det er berettiget, at Israel forsvarer sit territorium og sine indbyggere. Men når de første meddelelser om tab og lidelse i den arabiske civilbefolkning dukker op, vender vinden. Israel anklages som aggressor og krigsforbryder.

Fred

Efter krigen tages spørgsmålet om skyld og ansvar op. FN’s Menneskeretskommission er højeste domstol. De fleste af kommissionens medlemmer repræsenterer stater, der selv på den mest forfærdelige måde overtræder FN’s menneskeretserklæring, og de sidder mest i kommissionen for at holde deres stat uden for anklage. Generelt beskæftiger kommissionen sig med anklager af enhver art mod Israel. Resultatet er på forhånd givet. »Die Juden haben am Allen Schuld«, sagde de tyske jødehadere i det 19. og 20. århundrede. »Jøderne er skyld i det hele«, siger FN’s Menneskeretskommission nu. Når de vestlige demokratiers ledere søger at arbejde for fred i Mellemøsten, er udgangspunktet allerede skævt. De siger, at det gælder om at løse den palæstinensisk-israelske konflikt, for så bliver der fred i Mellemøsten. De ser ganske bort fra, at konflikten fra begyndelsen var skabt af arabere og muslimer, som ikke kan acceptere en jødisk stat i Palæstina. Vestens udgangspunkt er tydeligvis valgt for ikke at risikere, at man støder 1,2 milliarder muslimer i mere end 60 af FN’s medlemsstater.

TERMINOLOGI som ’besat arabisk land’ og ’apartheidstat’ anvendes flittigt i deres argumentation. Hvordan kan det være anderledes? Masseindvandring af arabere og muslimer præger vælgermassen i mange europæiske lande. Politikere appellerer til dem bl.a. ved at acceptere deres holdninger og bruge deres slagord, når det politiske spotlight falder på konflikten. Men politikerne har trods alt ofte dårlig samvittighed. De forsøger at forsvare sig med nogle faste formler: »Man må have lov til at kritisere Israel«, eller »Saglig kritik af Israel har intet tilfælles med antisemitisme«, siger de. Men her taler de mod bedre vidende.

Gennem 30-40 år har man overalt i verden set angreb på synagoger, jødiske skoler og forsamlingshuse. I adskillige europæiske byer (også i København) har der været attentater på jødiske institutioner og individuelle jøder. Angrebene er ikke alene blevet udført af arabere/muslimer. De er blevet gennemført af eller med hjælp fra europæiske venstreekstremister.

Formål og hensigt har været – og er – taktisk at medvirke til den jødiske stat Israels opløsning: Det er en opvisning i klassisk jødehad. Kollektiv afstraffelse af jøder for forbrydelser, de påstås at have begået. Det er ikke muligt at oprette vandtætte skotter mellem den såkaldte saglige kritik af Israel og jødehadet.