Den ukuelige vinder

En vild historie fra det virkelige liv (1):

Det er en meget barsk historie, Angeline Jolie har valgt at fortælle i sin anden spillefilm – en historie så barsk, at man næsten kan have svært ved at tro, at den er sand, men det er den!

Louie Zamperini deltog som knap 19-årig ved Olympiaden i Berlin i 1936, hvor han i et 5000 m løb satte banerekord. Han havde en lovende karriere som atlet foran sig, da Anden Verdenskrig brød ud, og i maj 1943 blev han skudt ned med sit fly. I 47 dage flød han og to andre besætningsmedlemmer rundt i en gummibåd omgivet af hajer i det sydlige Stillehav, og da han endelig blev reddet, var det af fjenden: japanerne. Derefter tilbragte Zamperini to år i japanske fangelejre under umenneskelige forhold, hvilket i særdeleshed skyldtes lejrlederen, den sadistiske Watanabe. De to år udspillede sig også som en intern kamp mellem Zamperini og Watanabe om, hvem af de to der var stærkest. Watanabe forsøgte på mange måder at knække Zamperini, men måtte kapitulere til sidst. Scenen, hvor Zamperini (spillet af Jack O’Connell) ”sejrer”, er en af de stærkeste i filmen.
Som ”vidne” til denne historie kan man kun undre sig: Hvor får Zamperini sin fysiske og mentale styrke fra?
Svar kan være:
• Den katolske opdragelse, der har gjort Gud til en virkelighed for ham: Da han ligger i gummibåden, beder han til Gud om at blive reddet, og bliver han reddet, vil han vie resten af sit liv til at tjene Gud.
• Storebroderen Petes tro på ham, selv om han opfatter sig selv som et stort nul, der ingenting kan. Men det lykkes Pete at overbevise Louie om, at han kan mere – og kan klare mere – end han selv tror.
• Den meget hårde træning, Pete dernæst får Louie i gang med for at blive en løber, der kan vinde.
I rulleteksterne efter filmen oplyses det, at Zamperini blev kristen, og at han holdt sit løfte til Gud om at ville tjene ham.
Unbroken virker desværre langtrukken og kunne have haft gavn af en anderledes, mindre traditionel klipning. Fra det øjeblik, de styrter ned med flyet, og til befrielsen (i august 1945) virker det nærmest som én lang ”Via Dolorosa-vandring” for Zamperini, og det er for meget. Mod forventning bliver man ikke særlig berørt af hans lidelser. Det kan måske også skyldes personinstruktionen, at Jolie ikke har formået at gøre O’Connell’s Zamperini til en helt troværdig skikkelse – hvilket filmen står og falder med.
Det er ærgerligt, for der kunne være blevet en stor film ud af Zamperinis ganske ufattelige historie.

Unbroken • min.
Premiere: 8. januar