Forsvaret støtter Soldatermissionen med seks millioner til veteranhjem
KFUM’s soldaterhjem i Varde og Høvelte får hhv. 4 og 2 millioner kr. fra Forsvarets veteran-pulje.
KFUMs Soldatermission har fået tilsagn om seks millioner kroner fra Forsvarets 30 mio. kr. pulje til veteranarbejde. Pengene skal bruges til nye rekreationsboliger i Varde og renovering af rækkehuse i Høvelte.
– Det er dejligt at se, at det offentlige bakker op om indsatsen for vore veteraner, siger soldaterhjemsleder Ivan Ælmholdt. Nyheden om Forsvarets støtte blev bragt af DR den 17. december, hvor soldaterhjemslederen fra Varde fortalte om planlagte nye lejligheder til veteranerne.
Kæmpe anerkendelse
– Det er en kæmpe anerkendelse af KFUMs Soldatermissions indsats for veteraner. Det betyder, at vi nu får mulighed for at hjælpe flere veteraner ved at tilbyde dem at bo på eller ved KFUMs Soldaterhjem, fortæller en glad generalsekretær Per Møller Henriksen. KFUMs Soldatermission har dermed fået alt det, der er søgt om fra denne pulje. På Soldaterhjemmet i Varde er der planer om at bygge syv etværelses lejligheder sammen med det eksisterende soldaterhjem. Samtidig får hele soldaterhjemmet et løft. Hele projektet koster mindst 10 mio. kr., hvoraf der nu er givet tilsagn om ca. syv mio. kr. fra hhv Forsvaret, forskellige fonde og firmaer samt Varde Kommune. I Høvelte i Nordsjælland er der allerede en KFUMs SoldaterRekreation. Her blev ni etværelses lejligheder indviet i april 2014, og siden har der været stor efterspørgsel efter disse rekreationsboliger på soldaterhjemmet. Derfor skal der nu udvides med nogle rækkehuse, der ligger lige overfor soldaterhjemmet. Rækkehusene er tænkt som udslusningsboliger, hvor veteranerne kan bo i en længere periode på tre-fire år. Renoveringen forventes at koste ca. 4 mio. kr., hvoraf der nu er tilsagn om de 2 mio. kr. fra Forsvarets pulje.
24 rekreationsboliger
I øjeblikket har KFUMs Soldatermission 24 rekreationsboliger ved KFUMs Soldaterhjem i Holstebro, Fredericia, Hvorup og Høvelte. De planlagte rekreationsboliger i Varde bliver femte sted i regi af KFUMs Soldaterhjem. De veteraner, der nu bor på KFUMs SoldaterRekreation har brug for mere hjælp end først forventet, da ’KFUMs SoldaterRekreation’ blev søsat. Det er unikt, at KFUMs Soldaterhjem fremover kan blive en samlet ramme for at hjælpe veteranerne til en mere stabil tilværelse – og det er hele idéen med at bo midlertidigt på KFUMs SoldaterRekreation, oplyser Soldatermissionen.