Gurli Vibe Jensen fylder 90 år
Gurli Vibe Jensen tog som 26-årig til Nigeria som sudanmissionær. Her skrev hun bl.a. børnebøgerne om pigen Bokti.
Da hun vendte hjem fra Afrika efter ti år, blev hun i 1965 kapellan og senere sognepræst ved Helligåndskirken på Strøget i København. Her fyldte hun i mange år kirken med sine stærke prædikener og et pulserende menighedsliv. Om sommeren opsatte kirken en bibelbod på Strøget, hvor turister kunne købe bibler. Og unge fra kirken delte bibler ud på Christiania. Hun blev engageret i Bibelselskabet, som dengang kun var en beskeden forening med 165 medlemmer. Men som frivillig rejsesekretær fra 1964 var Gurli Vibe Jensen stærkt medvirkende til den enorme udvikling, der skete. Og hun var også aktiv i det internationale bibelarbejde. Gurli Vibe forstod at få opmærksomhed om Bibelen, fx ved at lade kendte skuespillere som Poul Reumert, Holger Juul Hansen og Kirsten Rolffes læse op fra Bibelen.
Også forbøn var vigtig. – Forbøn er mere forpligtende end bare at sige “jeg skal nok tænke på dig”. Forbønnen er en stor gave og har stor virkekraft, sagde hun engang i et interview i Udfordringen.