Nyskabende og utroligt
Selvom man nok vil have en tendens til at putte albummet under kategorien “indie”, så er bandet så meget mere end bare indie.
Set fra den musikalske side, så er de helt utroligt dygtige og nytænkende som musikere. Du ved ikke, hvad du skal forvente af det næste nummer, der kommer. Man kan drage flere forskellige musikalske referencer til noget, de minder om. Der er både Muse, Arcade Fire, The Roots og sågar Beatles.
Forsangeren synes jeg personligt minder mest om den danske lovsangsleder – og tidligere forsanger i bandet ”Stainless” – nemlig Christian Smalbro. En ting kan du dog være sikker på ved at købe dette album: du får et energisk album. Ikke nødvendigvis med masser af power og høj musik – de formår bare at bevare energien i alle deres sange.
Bandet består af 10 (!) mennesker, og det bæres af guitar, bas, keyboard og trommer. Der bruges dog rigtig mange effekter fra keyboardet, og gennemgående for alle numre er, at de har proppet orkester-elementer ind. Der bruges flittigt violiner, celloer, trompeter og tromboner over deres musik. Utroligt nok fungerer det, fordi de formår at give plads.
Hvis man skal sætte en enkelt finger på dette fantastiske album, må det være, at det går hen og bliver en smule kedeligt til sidst. Ikke fordi numrene er dårlige, men albummet er bare langt. Albummet er på 17 tracks, og man kunne måske have valgt at cutte et par numre. Det overskygger dog ikke albummet som helhed. Det er meget tæt på at være noget af det bedste, jeg har hørt i meget lang tid – ikke kun af kristen musik, men musikverdenen som helhed. De har formået at strikke et fantastisk debutalbum sammen.
Filip Simonsen