Religions- krigenes tid er ikke forbi

Her ved årsskiftet gør vi alle status over, hvordan verden ser ud, såvel i vores personlige liv som verden generelt. Troende gør selvfølgelig også status over religionens plads. Er der nogle tendenser, som særligt præger religionernes udvikling?

Tilbage i historien var der krig og konkurrence mellem religionerne. Man kæmpede for sandhed og hvilken Gudsopfattelse, der var den rigtige. Dialog var endnu ikke opfundet, så man kendte kun konfrontation. Måske var vores forfædre også langt mere lidenskabeligt engagerede i sandhedsspørgsmålet, end vi moderne mennesker er. Mange gyser forståeligt nok over inkvisitionens tid, men den var udtryk for en seriøsitet hvad angår sandhed, som er gået tabt i det moderne relativistiske samfund. Eller er den? Selvom der i dag tordnes imod religionskrig, som et onde vi for alt i verden ikke må komme tilbage til, er religionerne alligevel i kamp igen – og ikke mindst med sig selv. Kristne teologer og præster vil ikke udtale sig kritisk om islam, fordi de ikke vil starte en religionskrig. Men 2014 var året, hvor islam i skikkelse af ISIS erklærede kristendommen krig i Irak og Syrien med en helt horribel massakre af de kristne til følge. Til trods for det får islam ingen modstand af nogen anden religion. I Berlin fjernede man i bydelen Kreuzberg i år julekrybberne med Jesusbarnet for ikke at støde muslimsk tro. I Köln vil den store katedral blive mørklagt som protest imod en anti-muslimsk demonstration. Den kristne kirke angribes både af radikal islam og det sekulære ateistiske demokrati, men alligevel forholder den sig passivt og forsvarer sig ikke. Den har opgivet enhver form for kamp og tilpasser sig de andre religioner eller mangel på samme.
Internt i religionerne er der også ballade. I alle religioner foregår der i øjeblikket et opgør mellem en liberal, reformsøgende og en konservativ, traditionel fløj. Det gælder både islam, jødedom og kristendom. De to fløje kæmper om, hvordan deres tro skal udformes i den moderne verden. Om religion skal omdannes til humanisme med ritualer som en slags uforpligtende ramme om menneskelivet, eller om religionen skal forblive det sted, hvor guddommelige love, ord og hellige skrifter ikke kan manipuleres af mennesker. Religionskrigenes tid er ikke forbi. Slet ikke.