Vi er alle i krig

Vi er midt i en krig, og det uhyggelige er, at det faktisk er de færreste, der er klar over det. Nu tænker jeg ikke på en fysisk krig, men en åndelig krig. Men at krigen er åndelig, gør den ikke mindre virkelig.

Torben Søndergaard blev troende kristen i en voksen alder og driver nu et omfattende gademissionsarbejde i flere lande med egen bibelskole på nettet, som når ud til over 3.000. Han har flere gange været i tv, og han har skrevet bogen ”Den Sidste Reformation”. Hjemmeside: www.mission.dk - mail: torbenks@gmail.com.  Obs! Klummeskribenter giver frit udtryk for egne holdninger, og disse er ikke nødvendigvis sammenfaldende med Udfordringens holdninger.
Torben Søndergaard blev troende kristen i en voksen alder og driver nu et omfattende gademissionsarbejde i flere lande med egen bibelskole på nettet, som når ud til over 3.000. Han har flere gange været i tv, og han har skrevet bogen ”Den Sidste Reformation”. Hjemmeside: www.mission.dk – mail: torbenks@gmail.com.
Obs! Klummeskribenter giver frit udtryk for egne holdninger, og disse er ikke nødvendigvis sammenfaldende med Udfordringens holdninger.

Vi er midt i en krig mellem vores modstander Satan på den ene side og os, kirken, på den anden. Satan har travlt med at stjæle, slagte og ødelægge, mens vi gerne skulle have travlt med at se Guds rige bryde frem, idet folk finder Jesus, som bringer liv og overflod.
Denne krig ser vi på nærmeste hånd her på vores nye Jesus Hotel i Aalborg.
Forleden kom der en ung soldat forbi. Hans historie var, at han efter en tur til Afghanistan, en ødelagt ryg og sociale problemer gav op. Han købte et reb, lavede en løkke og hoppede ud med rebet om halsen. Men ved Guds nåde gik løkken op, og han overlevede. Kort tid efter kommer han forbi her og bliver helbredt i ryggen, frelst, døbt i vand og med Helligånden. Ja, det var vildt stærkt, hvordan Helligånden kom over ham, da han blev døbt og pludselig talte i tunger. Endnu en sejr i Guds rige og endnu et nederlag hos vores modstander.
To dage efter sker der endnu et slag i kampen. En ung dame på 30 år bliver ”fundet” uden for vores ”hotel”.
Hun havde gået rundt om hotellet hele natten og havde kun sovet en time i en busk udenfor. Hun ønskede frihed og frelse, men vores modstander Satan havde bildt hende ind, at hvis hun kom ind til os, ville hun dø, da hun mente, at hun have spottet Helligånden, og Gud umuligt kunne tilgive hende. Ja, vores modstander har virkelig travlt og vil prøve på alle måder at ødelægge os og få os væk fra Gud.
Men der i hendes nød bad hun: Gud, hvis de derinde virkelig kender dig, må du sende en af dem ud efter mig. Kort tid efter ser en af vores medarbejdere hende, hvorefter hun kommer ind og får et varmt bad og en lur. Senere hører hun evangeliet og vender om og bliver døbt til et helt nyt liv i Jesus Kristus. Endnu et nederlag for vores modstander og endnu en sejr i Guds rige.
Er du klar over, at vi er i krig, og du står midt i den? Er du klar over, at mennesker dør omkring dig, hvis du ikke gør noget?

Lad os være vågne, tage vore våben og arbejde som en god soldat i Guds rige. Kender du andre soldater, der sover på posten, så væk dem. Væk dem, før det er for sent.