Vores største problem er stolthed!

Når vi beder, vil vi langt hellere være bønnens herrer end Herrens tjenere, fordi vores hjerter er befæstet med et sygeligt hovmod, som virkelig hæmmer os.

Vi har generelt et overfokus på at forstå alt, hvad der sker, i stedet for blot atgøre det, Gud beder os om atgøre.
Dette overfokus bremser os igen og igen fra at følge de indskydelser, Gud giver os. Derfor vælger vi kun sjældent at gøre noget, som vi ikke forstår. Og de få gange vi vover at følge en indskydelse, som vi ikke forstår, forventer vi, at Gud hurtigst muligt vil give os den fulde forklaring.
Vi har også en tendens til at forklare alverdens omstændigheder ud fra de bønner som vi selv var med til at bede. Som om vi virkelig forstår den dybe sammenhæng i en kompliceret og underfuld verden som vores.

Vores succes?
Vi vil helst ikke lyde hovmodige, og derfor pakker vi vores budskab ind i et herligt, åndeligt sprog, men ærlig talt fungerer vi alle på denne måde: Hvis bønnerne ”lykkes” tilskriver vi os selv en stor andel i succesen. Omvendt forsøger vi ihærdigt at finde svarene uden for os selv, når bønnesvaret udebliver. Vi er alt i alt meget langt fra Bibelens ideal, hvor succeskriteriet primært er dette: Gjorde jeg, hvad han sagde, jeg skulle gøre? Var jeg en god og trofast tjener?

Bibelen fastslår nemlig, at det er Herrens ansvar at give væksten (jf. 1 Kor 3,7). Men i vores hovmod behandler vi ofte væksten, som om den virkelig var vores ansvar. Denne misforståelse giver os en frygtelig masse problemer. For derved gør vi det til vores personlige ansvar, at de syge bliver helbredt, eller at mørket må vige mv.. Således måler vi vores ”succes” som forbedere ud fra en verdslig, resultatorienteret målestok. Er der synlige frugter af vores bønner, eller har vores bønner i stedet været ”forgæves”?
Men Gud har IKKE kaldet os til at være bønnens herrer, og derfor er det ikke vores ansvar at skabe resultaterne. Det er Guds ansvar. Vi er ikke kaldet til at være legemets hoved – den opgave tilhører alene Jesus. Vi er kaldet til at være hans hænder og fødder, hans gode og trofaste tjenere.

Af Peter Tinggaard,
forfatter og forbeder.
Fra bogen ”At bede sammen”