Med Anja i Afrika

Anja Due fra Aalborg er ikke som de fleste direktørfruer, selv om hun og ægtefællen Ken driver handels- og ingeniørselskabet Duelco.

I stedet for luksus foretrækker Anja nemlig at være med på missionsrejser med Gospel Outreach, hvor der til gengæld er støv, sved – og tårer. Glædestårer fra mennesker, der tager imod frelse og helbredelse.

– I efterårsferien 2013 tog vi hele familien med til Brasilien, hvor Per Hyldgaard talte ved en kampagne. Jeg har også tidligere været i Tanzania på en kampagne med Hanne og Egon Falk. Og det tændte noget i mig. Efter Brasilien sagde jeg til min mand: Sådan noget vil jeg rigtig gerne med på igen! Og det synes han var helt okay.

Til Bangladesh

I september 2014 var jeg derfor med på en kampagne i Bangladesh (også omtalt i Udfordringen). Her fik jeg også opgaver og var en del af teamet, fortæller Anja, som siden har været i Afrika med Gospel Outreach og igen skal af sted i efteråret. Anja er gift med Ken, og sammen har de to børn. De kommer i Aalborg Menighedscenter, hvor Anja bl.a. har hjulpet med rådgivning i ”Åndens Klinik” i ti år.

– Hvad er det, du kan li’ ved at tage ud?
– Jeg synes, det giver mening, at evangeliet bliver forkyndt i nye områder, hvor andre ikke kommer – fx den fransktalende del af Afrika eller hele den muslimske verden. Det fantastiske er jo at tage derud, hvor evangeliet ikke er blevet prædiket endnu, så mennesker får mulighed for at høre det.

– Hvad kan du specielt godt lide ved Gospel Outreach?
– At Per Hyldgaard forkynder evangeliet rent og klart, og at man samarbejder med de lokale kirker, så der er nogen til at samle de nye kristne op bagefter.

– Hvad er dine opgaver på sådan en tur?
– Nogle gange får man lov at holde et seminar for præster og ledere om formiddagen. Men ellers kan mine opgaver fx være at holde øje med scenen, at der ikke kommer de forkerte folk op på scenen; at lovsangen starter, som den skal; at folk kommer op og fortæller deres vidnesbyrd i den rigtige rækkefølge, osv.

En ny opgave

– Er det et kald for dig?
– Ja, det kan man godt sige. Da Per og hans kone Lisbeth besøgte os en aften og opfordrede mig til at gå ind i det her, var det en bekræftelse på noget, jeg havde bedt om et halvt år før. Jeg var klar over, at jeg ville få mere tid, fordi mine børn – Frederik og Victoria – var ved at være store. Og derfor spurgte jeg Gud, hvad jeg nu skulle bruge fritiden på. Dagen efter Pers besøg fastede jeg, og dagen derpå fik jeg endnu en stærk bekræftelse. Så det var jeg ikke i tvivl om.

– Hvad er din egen baggrund?
– Jeg er opvokset i Apostolsk Kirke i Fredericia. Så mødte jeg Ken og var et år i København, derefter Sønderborg og sidst Aalborg. Vi har altid været med i kirkelivet. Vi synes, det er vigtigt at opbygge Guds rige.

Lidt eventyrlyst

– Er du også lidt eventyrlysten?
– Ja, det er jeg nok. Jeg kan li’ at møde nye mennesker og kulturer. Og jeg kan li’ at snakke med alle slags mennesker, uanset hvilken status, de har. Og jeg synes, det er fantastisk, at man kan komme ud til mennesker, som ikke selv ville have mulighed for at tage til en konference i Vesten, og opmuntre dem.

– Går du op i sport derhjemme?
– Ja, jeg går til pilates og løber lidt. Og så har min datter og jeg haft en hest sammen. Vi har også været på skiferier hele familien.

– Vil du opfordre andre til at tage med på en missionsrejse?
– Ja, hvis man har lyst til sådan noget, så kan man spørge Gospel Outreach, om man kan komme med – for egen regning. Jeg tager fx mange billeder. Den slags opgaver er der brug for. Det er ikke vildt kompliceret, men der er brug for, at nogen tager sig af det. Og måske bliver man grebet af det. Men ellers er der jo også brug for, at nogen støtter økonomisk eller er med i forbøn for arbejdet.

– Hvad rører dig mest?
– Det er gribende hver eneste aften, når Per har talt, så at se de mange hundrede mennesker, som går frem til forbøn. Nogle står og græder, fordi de er i syndenød, og de oplever, at Jesus kan give dem en fremtid og evigt liv. Men det er også stærkt at se mennesker blive helbredt. I Brasilien oplevede jeg en ung pige i en landsby, som var plaget af depression. Hun blev fri blot ved en enkelt bøn. Bagefter så vi hende smilende og glad til møderne. Det er glæden over den enkelte, der bliver hjulpet, der gør størst indtryk på mig. Og med få penge og en lille indsats kan man gøre en forskel.

– Kan afrikanerne ikke selv finde ud af at lave vækk else?
– Jo, men sådan en kampagne giver dem et boost, som løfter dem op. Man mobiliserer alle menigheder. Det giver en enorm styrke til menighederne at være sammen om sådan en kampagne. Og hver gang vokser kirkerne, og der dannes nye menigheder. – Jeg tror, det er vigtigt, at alle kristne forstår, at vi har fået den opgave at fortælle andre om det, vi selv har oplevet. Vi skal give den velsignelse eller åbenbaring videre, som vi selv har fået. Vi skal ikke kun beholde det for os selv, men give andre lov at opleve det samme.