Dialogmøde om nærvær i sygeplejen
Dansk Kristelig Sygeplejeforening sætter fokus på muligheden for nærvær på et møde i Aalborg.
Dansk Kristelig Sygeplejeforening holder fyraftensmøde om muligheden for tillidsfuldt nærvær den 9. marts på KamillianerGaardens Hospice i Aalborg. Foredragsholderen er Birgit Bundgaard, som arbejder i hjemmesygeplejen i Brønderslev Kommune. Hun har skrevet et masterprojekt om det, hun betegner ’sanseligt nærvær’ i sygeplejen, og vil dele sine erfaringer og sin indsigt i emnet på et dialogmøde arrangeret af Dansk Kristelig Sygeplejeforening (DKS).
Kan nærvær læres?
Nærvær har trange kår i det danske sundhedsvæsen, som er præget af effektivisering, standardisering, dokumentering og rationel tænkning, mener DKS. Udfordringen er, om man kan lære det med nærværet. Og hvad betyder nærværet for den gode relation, som er forudsætningen for, at en patient tør betro sig til sygeplejersken om fx trosmæssige spørgsmål og behov? Det er nogle af de spørgsmål, som den kristelige sygeplejeforening sætter fokus på gennem dialogmødet.
Birgit Bundgaard har lang erfaring indenfor den palliative (lindrende) pleje og arbejder i øjeblikket som palliations-nøgleperson i hjemmesygeplejen. Hun afsluttede i 2012 et aktions-forskningsprojekt om betydningen af planlagt nærvær. Med udgangspunkt i sit Masterprojekt vil Birgit Bundgaard reflektere over ’Sanseligt nærværs betydning for den gode relation og en etisk omsorgspraksis’ understøttet af K. E. Løgstrups og Martinsens teorier. Dialogmødet henvender sig til plejepersonale på alle niveauer.