Ingen ugler i mosen

Ugens profil: Thomas Bjerg Mikkelsen
Ugens profil: Thomas Bjerg Mikkelsen

– Det er godt for Indre Mission, at der kommer en anden generalsekretær end mig, siger Thomas Bjerg Mikkelsen.

Han meddelte for nylig, at han havde sagt ja tak til et job som fakultetsleder på Menighedsfakultetet i Aarhus pr. 1. april.
– Sagen er, at Indre Mission nok aldrig har været igennem så mange og store forandringer i organisationen, som i de fem år, hvor jeg har været generalsekretær. Nu er der brug for at konsolidere bevægelsen.

I den situation kan det være godt med en mere konsoliderende type end mig, som trives bedst med forandringer og nytænkning, siger den kun 37-årige cand. mag. i dansk litteratur, som allerede har haft en spændende lederkarriere. Først som forlagsleder på Lohses forlag – hvor han fik indarbejdet Kolon, Credo og Logos forlag under Lohses paraply – og de sidste fem år som generalsekretær for Danmarks største kirkelige bevægelse.

Store forandringer

– Indre MIssion har de seneste år måttet tilpasse sig udviklingen. Fx kan jeg nævne, at vi tidligere nogle år modtog over 10 mio. kr. i arveindtægter, mens vi sidste år kun fik ca. en tredjedel. Vi har fået en ny decentral medarbejderstruktur, som betyder, at man lokalt kan ansætte medarbejdere.

Vi har tilpasset organisationen, så vi kan rumme både valg- og frimenigheder. Vi har solgt rigtigt mange gamle missionshuse i udkantsområder, som der ikke længere var brug for. Vi har bygget nye missionshuse i byerne. Vi har solgt mange medarbejderboliger, osv. Nu er der brug for, at den nye struktur tilpasses i græsrodsbevægelsen.

Ikke længere kaptajn

– Skal der nu til at ske lige så store forandringer med Menighedsfakultetet?
– Nej, og det bliver i hvert fald en anden form for forandringer. Her gælder det jo først og fremmest om at profilere MF både nationalt og internationalt og lægge en sikker kurs for den fremtidige udvikling.

– Er du selv lidt af en nørd?
– Nej, ikke når det kommer til forskning, og jeg skal heller ikke tage mig af den forskningsmæssige del. Det er planen, at der skal ansættes en dekan til at varetage den del. Jeg skal tage mig af ledelse og strategi, men naturligvis også være engageret i spørgsmål vedrørende kirke og teologi. Og det bliver en anden form for ledelse end i Indre Mission, hvor der var brug for en kaptajn. På MF er der brug for andre egenskaber.

Ingen ugler i mosen

– Besluttede du selv at gå som IMs generalsekretær?
– Ja, der er ingen ugler i mosen, griner Thomas Bjerg Mikkelsen.
– Jeg har haft et tillidsfuldt samarbejde med bestyrelsen, som havde håbet på, at jeg ville fortsætte en længere periode.

– Men er fem år ikke for kort tid at være generalsekretær?
– Nej, det synes jeg ikke. Jeg har jo i alt arbejdet 12 år i Indre Mission, så jeg kendte jo det meste, da jeg tiltrådte.

– Flytter du nu til Aarhus?
– Nej, min kone Irene og jeg bliver boende i Kolding. Irene arbejder i en institution i Odense, så vi får en del transport. Men jeg glæder mig til at være mere med i det lokale IM-arbejde. Vi har lige besluttet at bygge et nyt missionshus, så det bliver spændende.

Fremtiden for IM

– Hvad tror du vil ske med IM de næste 10 år?
– Forandringerne vil fortsætte, men i et andet tempo.

– Men der vil vel komme flere fri- og valgmenigheder?
– Ja, nogle, men jeg forventer ikke flere end en håndfuld de næste fem år, svarer Thomas Bjerg Mikkelsen. Han tilføjer dog: – Men det kan naturligvis hurtigt ændre sig, hvis Indre Missions venner føler, at de ikke kan rummes indenfor Folkekirken.

Indførelsen af ritualet for homofile vielser har skabt en vis stædighed i Indre Mission. Og hvis Folkekirken ikke tager hensyn og fx giver os mulighed for, at mindretal kan få deres egne præster, så er jeg sikker på, at man vil ”stemme med fødderne”. Så vil mange gå ud. Jeg ønsker selv at gøre en indsats i sognemenigheden, men det er klart, at der også skal være muligheder for os.