Kinesisk præst besøger Aalborg
Yun, som både har oplevet forfølgelse og mirakler, taler i Aalborg Menighedscenter den 9. februar.
Broder Yun, ’Den Himmelske Mand’, besøger Aalborg Menighedscenter på Gasværksvej 5 til et tværkirkeligt møde den 9. februar for at fortælle sin historie om både voldsomme forfølgelser og mirakler i Kina.
Broder Yun har oplevet utrolige mirakler, fortæller præst Johannes Hansen fra Apostolsk Kirke i Aalborg: Da han så sin kræftsyge far blive helbredt, besluttede den unge Yun at bruge al sin tid på at rejse rundt i Kina og udbrede kristendommen. Men under et totalitært regime, hvor alle religiøse aktiviteter var under streng kontrol, blev han anholdt, tortureret og fængslet. I alt sad han ti år i fængsel på grund af sin tro.
Udfriet som Simon Peter
En anden gang var han under sin fængsling blevet tortureret, så han ikke kunne gå. Men en dag i maj 1997 hørte han Guds stemme: ”Rejs dig! Du skal ikke længere være her!” Yun rejste sig op og gik ud af fængslet. Gennem fire døre og porte, forbi dusinvis af bevæbnede vagter, som tydeligvis ikke så, hvad der skete.
Først, da han var ude, kom han til at tænke på, at hans ben ikke havde kunnet bære ham i lang tid, men nu gik han. Resten af den dramatiske historie fortælles i bogen om ham – med titlen ”Den himmelske mand”, fortæller Johannes Hansen.
Nyt om kristne i Kina
Yun har nu boet mange år i Tyskland, da det ikke anses for sikkert for ham at vende tilbage til Kina. Herfra rejser han rundt i verden og fortæller om forholdene for de kristne i Kina.
– Det bliver et unikt møde med en ”overlevende martyr” og et indblik i, hvordan nogle bliver forfulgt for deres tro. Samtidig vil man høre hans historier om Guds mirakuløse indgreb midt i det, der ser sværest ud, siger Johannes Hansen og tilføjer:
Jeg forventer, at selve historien og troværdigheden i hans liv gør, at det vil ryste nogen i deres grundvold i forhold til, at Gud er en virkelighed. At der findes en anden dimension, som mange ikke er klar over. Mødet den 9. arrangeres af Initiativgruppen, som består af seks kirker – Aalborg Citykirke, Aalborg Menigheds Center, Bethaniakirken, Solsidekirken, Frikirken International Church og Apostolsk Kirke. Det gratis arrangement vil ud over Broder Yuns tale også indeholde fælles lovsang.