Kunsten at tage imod

Noget af det første, jeg gjorde over for min medvolontør, var at takke pænt nej tak til tilbuddet om at få hentet et glas vand til mig. Jeg hentede mit eget glas – og tilbød selvfølgelig at hente et glas med til ham også.

Bagefter kiggede min medvolontør forundret på mig og sagde: ”Hvorfor sagde du nej til tilbuddet om et glas vand? Det var en jo en afvisning”. Jeg kiggede overrasket på ham: ”En afvisning?”. ”Ja, en afvisning af den gode intention!” lød det fra min medvolontør. Jeg forstod det ikke helt – det handlede jo bare om at hente vand. Først syntes jeg, det lød ret dramatisk, at dette skulle være en afvisning. Men det er ved at gå op for mig, at det at lade sig selv blive hjulpet, også er at ville sit medmenneske.

Hmm. At lade sig selv blive hjulpet er også at ville sit medmenneske. Klap lige hesten. Normalt plejer man at skulle hjælpe sit medmenneske – er det ikke det, historien om den barmhjertige samaritaner handler om? Er det ikke sådan, man kan gøre noget godt for sit medmenneske? Men overvej lige, hvordan historien ville være, hvis den syge sagde: ”Nej tak, jeg behøver ikke din hjælp, jeg er et selvstændigt menneske”. Det lyder som noget, en hvilken som helst dansker kunne have sagt. Men hvis man ikke vil lade sin næste elske sig, er det så ikke at forhindre et andet menneske i at gøre det ypperste, et kristent menneske kan gøre: At elske sin næste som sig selv og være Guds hjælpende hånd for et andet menneske?

Måske skal nytårsforsættet ikke være at smide de overflødige kilo (som man lover sig selv hvert år), men i stedet være at tage imod den hjælp, som vores medmennesker giver os, uden at betragte det som en degradering af vores selvstændighed. At lade sig selv blive hjulpet er ikke kun en gave til en selv, men også til det menneske, der gerne vil hjælpe – og en bekræftelse på ens relation til det andet menneske. Ja, hvem er ikke vild med at give en gave, som modtageren bliver glad for?