Misty Edwards med ny stil

Misty Edwards er en meget profetisk lovsanger. Jeg har ofte nydt hendes spontane, åndsfyldte og lidt skæve numre. Denne plade er hendes første studiealbum, og spørgsmålet er jo så, om hun kan overføre magien på scenen til sådan en plade.

Det synes jeg faktisk ikke, at hun lykkedes helt med på et album, som jeg vil betegne som en blandet oplevelse. Misty Edwards formår med stærke, sårbare og ærlige tekster at sætte ord på nogle af de tanker, som man kan gå med som troende. Og lytter man godt efter på teksterne, så er der meget at hente. Det er helt klart en af styrkerne på albummet. Men rent musikalsk, så bliver jeg bare ikke imponeret af blandingen af pop-indie og singer-songwriter musikken.

Edwards siger selv, at det har været en udfordring at skulle synge i et studie og hele tiden skulle have så meget fokus på teksten og ikke kunne gentage omkvæd og vers mange gange, som hun ofte gør til sine koncerter. Det er udmærket, men det er også anderledes. Er man Misty Edwards fan, så tror jeg sådan set, at man vil kunne lide dette album. For så ved man, hvad man skal lytte efter, og hvad hun kan tilbyde og berige med.

Men dette er også en ny side af Edwards, selvom hun har udtalt, at hun altid har haft denne singer-songwriter gemt i sig. Og selvom det selvfølgelig har kvalitet, så virker hun ikke helt i sit rette element. Edwards siger, at pladen er med til at åbne for, at lovsang ikke kun er begrænset til én genre. Det er sandt og godt. Og der er ingen tvivl om, at det er et album, som på grund af de stærke tekster vil blive stærkere, jo mere man lytter til det. Spørgsmålet er bare, om lytterne har den tålmodighed, der skal til?