I sjælesorg hos Grundtvig

Forståelsen af Jesu opstandelse er til debat i denne tid. Grundtvig var aldrig i tvivl om, at Jesus opstod af graven – og i denne overbevisning finder vi håb for dette liv og tro på det evige liv hos Gud.

Det var i 1991 i et undervisningslokale på Pastoralseminariet i Århus. Jeg manglede en lille emnekreds, som det hed dengang, i at være teologisk kandidat. Tidspunktet for at gå på Pastoralseminariet var måske ikke optimalt for mig. Men det var en hjælp at have noget at stå op til om morgenen.

Jeg var et fortvivlet sted i mit liv, eksisterede, men var stadig i chok over den katastrofe, som havde ramt min mand og mig og vores udviklingshæmmede datter, som vi året før havde været nødt til at få anbragt på institution. Vi havde mistet vores vidunderlige yngste datter ved en forfærdelig ulykke. Hun blev 2 ½ år. Sommeren før havde jeg sagt til min mand, at hvis der skete hende noget, så ville det være en katastrofe. Og det var det.

Blot til trøst?

På Pastoralseminariet havde vi denne dag undervisning i sjælesorg, og emnet var samtalen med de efterladte. Underviseren rådede til, at man svarede ja, hvis de sørgende spurgte, om de skulle se deres kære igen. Og så spurgte han ud i lokalet: ”Hvorfor skal man det?”. En fra holdet rakte hånden op og svarede, at det skulle man, fordi det gav trøst. Det var et svar, som faldt i god jord hos underviseren.

Jeg var lamslået. Jeg sad i en dobbeltrolle, var studerende og samtidig et menneske med en frisk sorg. Jeg var rystet over indholdet i undervisningen og fuldstændig fremmedgjort over for det, som, fornemmede jeg, var en fælles forståelse. Nemlig at gensynshåbet var noget, man som præst burde styrke ud fra et ønske om at trøste, men ikke noget, der naturligt udsprang af præstens egen tro på Jesu opstandelse og sejr over døden.

Et ønske om et glædeligt gensyn

Vi modtog mange gode og opmuntrende hilsener i vores sorg. Men ét brev havde særlig værdi. Det kom fra en person fra den græsk-ortodokse kirke, og denne ønskede et glædeligt gensyn med Miriam i den kommende tidsalder. Det var sagt stærkt, enkelt og ligefremt. Og jeg vidste, at ordene havde rod i denne persons egen dybe tro på Jesu opstandelse og vores med Ham.

Sjælesorg hos Grundtvig

I de kommende år modtog jeg min bedste sjælesorg hos Grundtvig. Jeg skrev om den teologiske udvikling i hans forståelse af Guds rige omkring affattelsen af salmen ”De Levendes Land” i 1824. Denne salme er kommet med i den nye salmebog. Jeg sad alene på Center for Grundtvig Studier og nedsænkede min sjæl i Grundtvigs prædikener. Prædikenbindene fra 1821-24 er gennemstregede. Og disse prædikener er i sandhed fantastiske.

Jeg oplevede igen og igen at få tro og livsmod tilbage. Grundtvig er på stadig søgen efter Guds nærvær, og Helligånden får en stadig mere central plads i hans teologi. Min erfaring var, at der ligesom slog ild op fra disse prædikener. Her brød en anden virkelighed igennem, Guds virkelighed ind i mit mørke. Det var set fra en menneskelig betragtning et mirakel, at jeg til sidst blev færdig med arbejdet. Men selve emnet, jeg skulle skrive om, kaldte mig tilbage til håb om evigt liv, og dermed håb om et liv her på jorden.

Jeg fik brug for denne ballast, da vi fire år senere fik en lille søn, som døde efter fjorten timer. Det var en stor lykke, at jeg fik tilbudt en deltidsstilling på Center for Grundtvig Studier. Nu kunne jeg igen beskæftige mig med Grundtvigs prædikener, idet jeg blev medarbejder på et transskriptionsprojekt, som genoptog arbejdet med udgivelsen af Grundtvigs prædikener fra 1821-1839. Det blev til udgivelse af nye bind fra 1839-1845.

Hjælp gennem andres tro

Forståelsen af Jesu opstandelse er til debat i denne tid. Jeg læste et sted, at man ikke kan lade andre vikariere for sig, hvad tro angår. Det mener jeg faktisk ikke er rigtigt. Man kan blive nødt til at lade andre tro på ens vegne, hvis man er helt fortvivlet og formørket. Det handler om tillid. Fx tog jeg åndeligt talt Grundtvig i hånden og lod mig bære af hans tro på Jesu opstandelse og det evige liv. Og dette lille skridt i retning af troen kunne så være en åbning til, at min egen tro kunne blive mere grundfæstet.

Nej, Jesus sejrede over døden ved sin opstandelse. Han er dødens overmand, Han sejrede i den kosmiske kamp.

Ingen tvivl hos Grundtvig

Hos Grundtvig er der ikke et gran af tvivl om, at Jesus opstod af graven og efterlod sig en tom grav. Her er et citat fra en prædiken på påskedag 1844: ”Vil vi derfor være Christne, maae vi nødvendig troe Engelens Vidnesbyrd: han er opstanden, Han er virkelig opstanden trods Død og Grav, trods Frygt og Tvivl, trods Vagt og Løgn!…var han ikke rigtig død, eller stod det samme Legeme ikke op, som var lagt i Graven, da var hvad man vilde kalde hans Opstandelse, os unyttig, eftersom vi skal virkelig døe og kan ikke trøste os ved vor Opstandelse i Jesu Navn, uden det bliver en virkelig Opstandelse, saa de Øine, som briste, see Lyset paany, de Læber, som forstumme, faae Mæle igien, og det Hjerte, som isner, slaaer varmt som før”. Senere i samme prædiken: ”…Han stod op med Kiød og Been, med Naglegabene i sine Hænder og Hullet i sin Side, men herliggjort med Aand og Ord, med evigt Liv til alle sine Venner!”

Det er dårskab for fornuften at tro på Jesu opstandelse og en tom grav. Vi kommer ikke udenom, at fornuften må bøje sig i ydmyghed og tilbedelse af Gud. Grundtvig udtrykker sig således:
”Langt fra at indrømme den tvivlende vantroe Fornuft et Fodsbred i Aandens Rige, ja, langtfra at vige den et Haarsbred fra Troens Grund, fordre vi tvertimod i Jesu Christi Navn, at ogsaa den skal bøie Knæ for ham, og bekiende, at Han er Herren til Gud Faders Ære, og at, Fornuften, sig selv overladt, er magtesløs, er blind og raadvild i alle de Ting som høre til Guds Rige, og at den først naar den nedbøier sig oprigtig for Frelseren, kan see Lys i Herrens Lys…Vi stræbe at hellige Fornuften i os til sin rette Herres Tjeneste og bekæmpe med den hin Kiødets Sands som vil formørke Herrens Raad og stjæle hans Ære, med underdanig, troende Fornuft bestride vi den selvraadige vantroe Fornuft, dens daarlige Indbildninger og vrange Slutninger” (1. søndag i fasten 1823, prædiken ved aftensangen).

Der er i dag en tendens til at ophøje tvivlen til noget fint, noget i sig selv efterstræbelsesværdigt.

Faren ved fornuften

Hver dag må jeg påny forsage fornuftens falske trang til sikkerhed i sig selv. Jeg siger ’falske’, for jeg har erfaret, at denne trang kan ende med at bure mig inde i min egen hjernekiste, og dér er ikke meget liv og luft, skulle jeg hilse og sige. Troen kræver, at jeg slipper den tilsyneladende trygge base i mig selv og det, jeg kan fatte, og siger: Herre, jeg stoler på dig! Her satser jeg, og der er et element af blind tro, som jeg må kaste mig ud i med al den angst, der kan være forbundet hermed. Jeg har gjort den interessante erfaring, at i selve det øjeblik, jeg slipper, så slipper tvivlen sit tag, og jeg får tilført livsmod og kræfter til den nye dag.

Grundtvig siger i en prædiken fra 1824, at ”det aldrig forarger Herrens Folk, at Hans Ord overgaae deres Forstand, og de desuden har den Erfaring, at jo blindere de troe og jo barnligere de følge Ham, des snarere oplades deres Øine for Hans Herlighed og des nærmere komme de Ham, saa de ikke blot kan røre ved Sømmen af Hans Klædebon, hvorfra der udgaaer en himmelsk Lægedoms-Kraft, men tages ved Haanden af Ham, som et Barn af sin voxne Broder, ja som Peder af ham Selv, til majestætisk Vandring paa Havsbølger did, hvor Herren har hjemme” (3. søndag i advent 1839).

Den opstandne Kristus indbyder os

Der er i dag en tendens til at ophøje tvivlen til noget fint, noget i sig selv efterstræbelsesværdigt. Det er trist. Jeg mener, at vi som mennesker har fået evnen til at forholde os til os selv. Vi kan tage stilling til tvivlen, vi kan tage stilling til, om vi vil lade den få det sidste ord, eller vi vil skrotte tvivlen og på trods af den stå ud på vandet. Det handler om, hvad og hvem man tør satse på, i liv og i død. Hvem der er værdig til ens tillid. Vi får intet fornuftsmæssigt bevis på hverken vores tro eller vores tvivl. I denne forholden os til os selv kan humoren være en god hjælp: en mand klagede sin nød til præsten og sagde, at hans forstand hindrede ham i at tro på Gud. Præsten smilede og spurgte, om det nu kunne være så stort et problem…

Sejr over døden

Det er ikke ualmindeligt at høre en præst sige, at i påsken viste det sig, at livet var stærkere end døden. Dette udsagn provokerer mig, som om Jesu opstandelse var en slags afsløring af tingenes tilstand også før Hans opstandelse. Nej, Jesus sejrede over døden ved sin opstandelse. Han er dødens overmand, Han sejrede i den kosmiske kamp. Alene dette giver håb, også for vores egen opstandelse og gensyn med vores kære.