Vinterlejren stærkt tilbage

Vinterlejren i Grindsted Grow kirken samlede godt hundrede unge fra 13-25 år om forkyndelse og lovsang.  Magnus, Anfinn, Mads Bjørn og Terese fortæller, hvad det betød for dem at være med.
Vinterlejren i Grindsted Grow kirken samlede godt hundrede unge fra 13-25 år om forkyndelse og lovsang.
Magnus, Anfinn, Mads Bjørn og Terese fortæller, hvad det betød for dem at være med.

Fire deltagere vil anbefale lejren til andre og fortæller her, hvad de tager med sig hjem fra Grindsted.

Vinterlejren er tilbage igen efter 8 år på sidelinjen. Og forhåbentligt er det for at blive, mener mange efter weekendens lejr i Grindsted. Ungdomskirken Grow holdt i år vinterlejr i Vestermarkskirken i Grindsted. Der var over 100 deltagere i hele lejren foruden en masse gæster. Deltagerne var en herlig blanding af teenagere og unge. Inde på deres hjemmeside kan man læse mere om, hvorfor de to grupper var på lejr sammen.

De ældre skal overhales

Sammensætningen på lejren handler om, at de ældre i fællesskabet kan hjælpe med at løfte de yngre generationer op. – Vi skal ’lade dem overhale os’, som lederen af Vinterlejren, Gert Bjørsted, udtrykte det. Vi må se, hvad der sker næste år, hvor der er blevet lagt op til, at lejren kan blive endnu større, hvis Gud vil det, og hvis kirken kan få den nødvendige støtte, tilføjer Bjørsted.

Fælles på tværs

Jeg spurgte flere af deltagerne, hvorfor de var med på lejren, og hvad de fik ud af den. Mads Bjørn Nielsen fra Falster, som bor i København og læser på Konservatoriet, siger:
– Jeg hørte om Vinterlejr over Facebook, og jeg besluttede mig for at deltage, fordi jeg gerne vil styrke forholdet mellem teenagere og de unge i kristne forsamlinger. Udover det vil jeg også bakke op om det tværkirkelige, både i hele Danmark og på Falster. Det fedeste ved lejren er nok konceptet, den er bygget op omkring. Det er også rigtig godt med relevante seminarer, og det at være med til møder, der taler til en selv.

“Lejren kan klart anbefales! Det er alle forundt at have den oplevelse”

Lejren kan helt klart anbefales, siger Mads og tilføjer med et glimt i øjet: – Det jeg tager med hjem, er en større forståelse af teenagere: hvordan man bedst snakker med dem og forkynder evangeliet for dem. Jeg forventer også, at Gud taler til mig omkring områder i mit liv, hvor jeg kan hellige ham mere. Fx kunne det være ting som at jeg har gjort mig afhængig af ros for mit musik. Det har gjort, at jeg bliver stolt af mig selv, og ikke Kristus. En anden ting kunne være, at lejren ikke handler om mig, men at det handler om at tjene blandt teenagere.

Udfordret til at elske mere

Magnus Jørgensen, som kommer fra København og bor i Aabenraa, hørte om lejren via Facebook. – Lejren er en god kombination af at være udfordrende og så samtidig have det superfede lovsangsband, hvor jeg kan give spil og bare være med Gud. Der er også ”provokerende” foredrag, der får mig til at tænke på mit liv i forhold til Gud og andre mennesker. Jeg har lært noget om, hvordan jeg er overfor andre mennesker, og hvordan jeg kan blive en bedre version af mig, dvs. hvordan jeg kan elske andre mennesker endnu mere. Lejren kan klart anbefales! Det er alle forundt at have den oplevelse, slutter Magnus med et stort smil.

“Det jeg tager med hjem fra lejren er brand for mission, og jeg kommer til at arbejde videre med min identitet i forhold til at være ambassadør for Jesus”

Brænde på missionsbålet

Anfinn Helmsdal fra Bellinge på Fyn deltager sammen med All-in, som er et forkyndende ungdomsteam, der laver workshops og forkynder for teenagere i hele landet. – Stemningen og atmosfæren er rigtig god, med masser af teenagere og unge samlet, og med god forkyndelse og lovsang. Det bedste har været seminaret ’Mission og missionsture’ ved Søren Sørensen og Gjert Bjørsted. Det var meget inspirerende, og der kom mere brænde på bålet i forhold til mit missionshjerte. Det gav også perspektiv i forhold til min livsførelse og prioriteringer.

Det er super fedt, siger Anfinn med et stort smil og tilføjer: – Det jeg tager med hjem fra lejren er brand for mission, og jeg kommer til at arbejde videre med min identitet i forhold til at være ambassadør for Jesus. Lejren kan sagtens anbefales til andre, fordi den har et godt fokus på Gud som alfa og omega i vores liv, og det er et sted, man kan møde folk fra mange kirker og inspirere hinanden. Udover det er det også bare stærkt at være samlet så mange til lovsang, siger Anfinn.

At dele ud af troen

Terese Marie Johansen fra Blåhøj: – Jeg har hørt om lejren gennem Grindsted Grow, og jeg er frivillig på lejren. Lejren har været mega fed – særligt at se de unge og teenagerne tilbede God sammen. Det er også fantastisk at opleve folks frimodighed og det gode fællesskab. Det fedeste ved lejren var at kunne koble af en weekend, og så bare tilbede Gud.
Terese tænker sig om et øjeblik og gentager mit spørgsmål: – Hvad jeg får med hjem fra lejren? Det jeg får med hjem er det at være et lys, at være noget for andre og dele ud af ens tro.
Og jeg har fået en endnu større brand for, at folk skal lære Gud at kende, siger hun.

Af Daniel Lanting