En ung på Caminoen
Daniel og syv studenterkammerater fra Haderslev katedralskole drog med studenterhuen i hånden på 707 kilometers pilgrimsvandring i Spanien.
I 1990 gik 4918 pilgrimme til Santiago i Spanien, heraf seks danskere. I 2014 gik 237.812 pilgrimme til byen, heraf 1733 danske. 8 af dem var fra Haderslev. Daniel Lanting er 19 år og har i flere år sunget i både Domkoret og Drengekoret ved Haderslev Domkirke. Han er fra Hammelev. Det vil sige, egentlig er han opvokset i Etiopien. Sammen med en flok klassekammerater fra gymnasiet tog han på meditativ vandring på pilgrimsruten Caminoen i Nordspanien, der ender ved den store kirke i Santiago de Compostella.
Pæredansk etioper
Daniel er vokset op i Etiopien, hvor han var missionærbarn i 15 år med sin mor Bodil og far Peter. Han kom hjem, for at han kunne komme på efterskole i Løgumkloster og blive lidt dansk inden gymnasiet. I den periode brugte han sin dejlige sangstemme i Haderslev Domsogns kor, men han har udlængsel:
”Jeg ville gerne ud og rejse med vennerne”, fortæller Daniel. Han tager tingene, som de kommer, og det er det bedste udgangspunkt for en pilgrimsvandring på Caminoen. ”Vi var fire, der havde talt om det allerede i 2. g. Det var noget nyt. Vi ville få nogle spændende oplevelser med mange andre mennesker, vi ville møde. Tanken om at tage turen lige som det kommer, var fed. ” Sidste sommer blev drengene studenter fra Haderslev Katedralskole og tog af sted sidst i juli på 31 dages vandring og kom hjem midt i september 2014.
Uhelbredeligt syg af kræft på Caminoen
”Det er specielt at være sammen med mennesker, der alle stræber efter at komme til Santiago. Man møder hver dag mange mennesker, og nogle af dem følges man med et par timer, andre i flere dage. De fleste bruger turen til at søge Gud. Også folk fra andre trosretninger. Jeg talte fx med en irsk buddhist fra Tyskland, og en ungarer, der ville flytte til Alaska, fordi han hadede samfundet. En dag forsøgte en stor kleppert fra USA at overbevise os på herberget om, at gud i de store verdensreligioner er den samme.
Han udfordrede mig meget og gav en masse spændende ting, som jeg selv måtte granske videre på i min tro,” fortæller Daniel. ”Flere gange på turen mødte vi en amerikansk mand, der var uhelbredeligt syg af kræft. Han havde altid drømt om at gå ruten og begyndte hjemme i haven. Han kunne så se på et kort, hvor han ville være i virkeligheden, hvis han var gået i Spanien. Men han fik lov til at tage af sted og brugte det sidste af sit liv på at gå Caminoen sammen med et filmcrew. Han var så glad for livet og gav os en stor oplevelse”, forklarer Daniel.
Godt sted at tage store beslutninger
”Mange går turen af spirituelle årsager. Andre for at nyde naturen og afprøve deres grænser. Nogle føler, at de står ved en skillevej og skal tage store beslutninger i deres liv, så de vælger at gå sig til en beslutning. De brugte turen alene til at finde ro og reflektere. Det er derfor lige så meget en indre rejse som en fysisk rejse”, fortæller Daniel Lanting. ”Jeg tror selv på Gud, fordi han findes. Jeg tror på, Jesus har levet, døde på korset og opstod igen tre dage efter.
Det tror jeg, alle mennesker har brug for at vide, fordi vi er syndere, der har brug for tilgivelse. Det vil jeg gerne fortælle videre til mine venner og klassekammerater uden at slå dem oveni hovedet med en bibel”, smiler den høje fyr. Og han fik også talt en del om tro på turen med vennerne. ”En af kammeraterne og jeg aftalte at læse i Bibelen undervejs, og vi bad også sammen. Jeg brugte turen til at komme over nogle udfordringer og til at bede over, hvad fremtiden skal bringe, og bare nyde samværet med Gud.”
En åndelig mur mod maurerne
Paven erklærede Santiago de Compostella som et pilgrimsmål i 800-tallet. Måske var det for at få hellige mænd og kvinder til at vandre her og bede, så de kunne danne en mur imod maurerne – de muslimske besættere, som havde indtaget store dele af Spanien. ”Vi tog Caminoen i stedet for Hærvejen, fordi den er et specielt sted. Vi tog den mest kendte franske rute, hvor mennesker fra hele verden kommer med hver deres udfordringer i livet. Det er helt terapeutisk at gå ruten. Turen var ikke altid vanvittig smuk. På landevejsstrækningerne bliver den tung, men det lærer man også af, for der er også tid til at være sig selv”, fortæller Daniel.
Ved Verdens ende
Efter ankomsten til slutbyen, Santiago de Compostella, blaffede drengene videre til ”Verdens ende” – en halvø i Vestspanien – og derfra videre til Portugal. ”Ved ”Verdens ende” boede vi på stranden en hel uge sammen med pilgrimme, hvor man delte gratis mad ud. Så dem, der havde lyst til at købe ind, kunne lave maden. Der var fyldt med mærkelige mennesker, og nogle blev der i flere måneder.” Men Daniel tog hjem, og nu søger han arbejde, så han kan komme til USA med de samme drenge på roadtrip. ”Vi var sammen 24/7 på Caminoen. Det har styrket vores venskab at dele op- og nedture så tæt en hel måned, så vi vil afsted igen”, slutter Daniel Lanting. Men han kunne godt forestille sig at tage en tur igen på Caminoen alene.
