Flere læsere spørger om drømmetydning

Portrait of a woman dreamingDrømmetydning

Der er flere, der spørger til, hvordan man arbejder med drømme. En klient har givet tilladelse til, at jeg bruger et konkret drømmearbejde som eksempel herpå. Kvindens baggrund er en traumatisk opvækst, som på trods af ihærdigt terapeutisk arbejde ind imellem stadig dukker op og giver anledning til problemer og frustrationer for kvinden. Kvinden fortæller:

”Jeg drømte, at jeg var i et stort center. Jeg skulle i biografen med min lille pige. Da jeg kommer ind, og vi sætter os, bliver dørene låst, så man ikke kan komme ud. Filmen begynder, og det viser sig, at det er en skrækfilm om zombier. Alle omkring os rejser sig pludselig – de er alle zombier. Jeg bliver rædselsslagen og prøver at komme ud, men dørene er låst. Til sidst lykkes det mig at finde en udgang og jeg løber ud. Men min lille datter er derinde, og hun må være så skræmt. Jeg må ind og hente hende ud, men jeg kan ikke komme derind, for alle dørene er jo låst.”

Vi tolkede sammen drømmen på følgende måde: Drømmen var en reaktion på en aktuel hændelse i kvindens liv, hvor hun erfarede nogle gamle mønstre starte igen. Hun var skuffet og frustreret over, hvor magtesløs hun var overfor sine egne følelser. Det svarede til, at hun blot kunne betragte sig selv udefra – som på en film – uden at kunne gøre noget ved det. Hvor meget hun end prøvede at intellektualisere det eller fortrænge det, mærkede hun de negative følelser. I drømmen var de låste døre et symbol på hendes egne forsøg på at få følelsen til at gå væk. De negative følelser og den angst, kvinden oplevede i sin vågne tilstand, stammede fra en dysfunktionel relation til kvindens mor, som i dag er død. Symbolsk kom dette til udtryk ved, at hun blev angrebet af zombier – væsener, som allerede var døde.

At hun til sidst slap væk, så vi som et udtryk for, at hun trods alt er kommet langt siden sin barndom. Men der var engang en lille pige, der blev så skadet, og det har sat sig mærker langt op i hendes voksne tilværelse. Dette blev udtrykt symbolsk ved, at den lille pige var fanget inde i biografen. Kvinden fik igennem arbejdet med drømmen en større forståelse og accept af, at hendes fortid for altid ville være en del af hendes liv, og at det ikke handlede om manglende kompetencer hos hende. Hun måtte acceptere, at hun engang imellem vil støde på mennesker eller situationer, der får en gammel angst til at dukke op. Men hun kan nu som den voksne kvinde hun er i dag sørge for at søge trøst og hjælp hos sine nærmeste samt hos en professionel.

Hilsen