Folketingsmedlem prædiker til kvindernes bededag
Formanden for Folketingets kirkeudvalg, socialdemokraten Karen Klint, får nu lov at prædike på en bededag.
Fredag den 6. marts markeres Kvindernes Internationale Bededag i bl.a. Christiansfeld. Efter sønderjysk kaffebord i Brødremenighedens Kirke er der gudstjeneste, hvor Karen Klint prædiker. Kvindernes internationale bededag har i år fokus på Bahamas. Derfor er det kvinder fra de kristne kirker i Bahamas, der har lavet programmet for de gudstjenester, som foregår verden over denne første fredag i marts. De kristne kvinder fra Bahamas har samlet en række tekster og bønner under overskriften ”Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer?” Gennem teksterne får man et indblik i ørigets skønne natur og det varme klima, men også i nogle af de problemer, som kvinderne kæmper for at løse: AIDS, dårlig uddannelse og forsørgelse af familien.
Fejres i over 170 lande
Kvindernes Internationale Bededag fejres i flere end 170 lande. I Danmark samles kvinder over 60 forskellige steder for at markere dagen. Hvert år samles der penge ind til projekter for kvinder og børn. I år fordeles indsamlingsbeløbet mellem projekter i Rumænien og Tanzania, hvor pengene begge steder bidrager til at hjælpe unge kvinder i gang med en ny og bedre tilværelse. Arrangementet er gratis, og alle er velkomne, oplyser arrangørerne.