Intet nyt fra drømmefabrikken
Birdman vandt årets Oscar for bedste film. Dermed gav den amerikanske filmbranche sig selv den eftertragtede pris – hvad der ikke er noget overraskende i.
Birdman fortæller historien om Riggan Thomson, en skuespiller, der har haft succes som superhelten Birdman og siden da er blevet alkoholiker, men nu forsøger at få gang i karrieren igen. Dog uden Birdman, selv om denne gør, hvad han kan for at få Riggan til at vende tilbage til rollen som Birdman.
Således blandes fantasiens/filmens/drømmens verden og virkelighedens verden, og det sker på flere planer og mere eller mindre fortænkte måder; filmen kan dermed ses som et udtryk for drømmefabrikkens selvforherligelse – måske med et glimt i øje (hvor er vi altså bare for gode til det her) og selvransagelse (se, hvor galt det kan gå, når man ikke passer på). Hele vejen igennem boltrer den sig i legen med virkelighed og fantasi, så der er ingen tvivl om, at filmholdet har moret sig med at lave den, og morskaben har smittet af på filmen, der absolut ikke er uden humor, omend den indimellem er sort – eller plat.
Filmen er en komedie – eller snarere: en tragikomedie. For dybest set kan det, filmen handler om, formuleres sådan: “En skyggevandring er vort korte liv; en stakkels skuespiller, som en tid gør støj og spræl på scenen, og som så er glemt; et eventyr fortalt os af en tåbe, fuldt af larm og bulder, som slet ingenting betyder.” (Fra Shakespeares Macbeth – fremsiges på et tidspunkt i filmen i lidt anden form.) Det er under bulder og brag, at Riggan forsøger at få sit liv stablet på benene uden Birdman og i kraft af et teaterstykke – blot for et øjebliks berømmelse, hvilket gør ham til en dåre i sit eget strengt taget ret ligegyldige projekt i dette gudløse univers.
Det er en drøm om succes, om at gøre/være noget stort – om bare for et øjeblik-, der giver bagslag og knockouter drømmeren. Dermed kommer det til at minde mig om det bibelske ordsprog om, at ”overmod går forud for fald” (Ordsp 16,18b). Fantasiens Birdman flyver højt – og ”virkelighedens” Riggan falder dybt. – Selv om Birdman er en tankevækkende og underholdende film med skuespil og billed- og lydside, der er i top, burde Oscar for bedste film være gået til den film, der har skrevet filmhistorie og er ”den bedst anmeldte film nogensinde”: Boyhood (anmeldt her uge 38/2014). Den er blevet overøst med priser – p.t. 152 i alt if. IMDb, bl.a. Golden Globe, BAFTA, Robert og Bodil for bedste (amerikanske) film) -, og et gensyn med den på blu-ray viser, at det ikke er ufortjent.
