Lidt skuffende afslutning på serie

Femte og sidste bind af Lynn Austins romanserie om Juda under kongerne Akaz, Hizkija og Manasse har titlen Blandt guder, og størstedelen af historien udspiller sig i høj grad blandt talrige afguder.

Josva – søn af Hizkijas statsskriver Eljakim – er sammen med bl.a. sin familie og Manasses bror, prins Amarja, flygtet til en lille ø, Elefantøen, beliggende i Nilen i den sydlige del af Egypten. På denne ø har de en friplads til at dyrke Gud i det ellers afgudsdyrkende land. Også i Juda har afguderiet fået helt frit spil. Manasse giver sammen med sin hofchef Zera folket, hvad det vil have, i stedet for det, der er bedst for folket, så her har selviskheden skabt tilstande, der grænser til anarki – med Manasses hærchefs ord: ”Manasse giver folket præcist, hvad de vil have – alt, hvad de kan komme i tanker om at begære.

Ingen ønsker morallove, ingen ønsker at høre, at de lever et syndigt liv. Hvorfor skulle de ikke spontant tage imod en leder, der afskaffer alle regler? Mennesker ønsker ikke en leder, hvis renhed udstiller deres skam. De ønsker en, der er som dem selv eller måske en smule værre.” Overfor denne beskrivelse står det spørgsmål, som stilles langt senere i romanen: ”Hvorfor kan vi ikke være ligesom alle andre?” Og svaret lyder i al sin enkelhed: ”Fordi vi er Guds udvalgte folk.” I denne femte roman, der ikke er helt på højde med de tidligere, virker Josva som en mand, der er ”syg i hovedet”, opfyldt som han er af vrede og hævngerrighed i forhold til Manasse, som er skyld i Eljakims død.

Josva venter kun på, at Gud giver ham mulighed for at vende tilbage til Juda og dræbe Manasse. Men Josva bliver efterhånden klar over, at hans stærke ønske ikke indgår i Guds plan for Manasse. Det forbløffende og nærmest mirakuløse er jo, at denne konge, der regnes som en af de værste, omvender sig! For selv den værste er der altså håb! Højdepunktet i romanen er der, hvor Lynn Austin følger Manasse ned i det babyloniske fængsels – og hans eget åndelige – mørke og følger hans udvikling dér – en udvikling, der ender med, at han ser lyset i mørket og overgiver sig til den Gud, han har forkastet. Gud tilgiver ham – og når Gud kan tilgive en Manasse, så …!

Centrale personer i romanen er desuden tjenestepigen Miriam, som af kærlighed til Josva flere gange redder hans liv, og den ene af hendes to brøde, Natan, som Josva adopterer. På meget forskellig vis udvikler Josvas forhold til netop de to sig til en kærlighedshistorie, en historie om, hvor langt kærligheden kan strække sig. Lynn Austin har vundet flere priser for sine romaner, dog ingen for de fem i Konge Krønikerne. Hun forstår at fortælle en historie, så den bliver spændende, men digtekunst kan det dårligt betegnes som; her kunne hun nok lære noget af Poul Hoffmann. Det skal dog ikke ændre på, at de fem romaner med fællestitlen Konge Krønikerne som helhed afgjort er værd at læse.