Non, non, Sharon

Jeg elsker Israel og jøderne “for fædrenes skyld”. Altså fordi de er dem, de er: Guds udvalgte ejendomsfolk. Men det betyder jo ikke, at de er et engle-agtigt folk…

Kommer man som en slags pilgrim til Det Hellige Land, får man ofte en brat opvågning, når man møder nutidens israelere.
Nogle af de dyder, vi som kulturkristne er så vant til, og måske derfor forbinder med ”Det Hellige Land”, skal man ikke regne med at finde hos israelere. (Eller for den sags skyld araberne. Umiddelbart er de nok mere venlige og servicemindede, men en sælgers venlighed er jo ofte som at blive omfavnet af en tyveknægt…)
Jeg har nu været i Israel fire gange, og hver gang slår det mig, at israelerne har denne hårde skal. Man taler om, at de er som frugten Sharon – hård udenpå, men blød indeni. Andre mener nærmere, der er tale om en Sabra – en kaktusfrugt, der stikker.
Allerede i lufthavnen mødte jeg en af disse Sharon’er ved Budgets biludlejnings-desk. Hun kommanderede mig på en arrogant måde til at flytte mig fra desken. Jeg havde jo netop fløjet i fire timer, havde stået længe i kø og havde hovedpine… Så…
Hvor som helst ellers ville en ekspedient have givet kunden ret, uanset om han havde ret. I det mindste ville man have været påtaget venlig. Men nej, damen kommanderede og diskuterede, som om hun skulle forsvare grænsen til Syrien. Men jeg flyttede mig nu heller ikke… Jeg er jo sønderjyde.
Til gengæld blev jeg betjent af en anden hyggelig og humoristisk israeler, som opgraderede mig til en større bil med automatgear. Hun havde da lært lidt om service.
Når jeg kom ind i en butik, kiggede ekspedienten knapt nok på mig. Holdningen udstrålede: “Jeg er ligeglad med dig. Men hvis du vil købe noget, så gider jeg måske betjene dig…”
Man mærker det nok ikke så meget på kristne grupperejser, men mere når man rejser på egen hånd. Specielt måske, hvis man som jeg ligner en pølsetysker…
Når jeg (pga. manglende GPS) spurgte om vej, svarede de ofte irriterede – fordi jeg ikke ku’ læse deres hebræiske skilte?
Mine smil og venlige ord blev sjældent gengældt.
Men de har bestemt også alle historiske og aktuelle grunde til at være hårde og ikke ville finde sig i noget. Og al respekt for det. Hvordan ville vi andre reagere, hvis vi var udsat for den urimelige, racistiske og jødefjendske behandling, de har været udsat for i århundreder? Og stadig bliver udsat for.
Den slags sætter sig. Man gør sig hård.
Men når man så møder skønne, frigjorte messianske jøder, som har mødt Jesus, så ser man, hvad Hans ord og ånd kan gøre ved vores bitre hjerter, så selv Sabra’er lukker op for det søde indeni den hårde skal.